Laura på drømmeslottet

Galleri - Tryk og se alle billederne.

2

Previous Next

Først en betroelse. For fem år siden skulle Laura Mo første gang interviewes. Hendes første album "Alkymi" stod lige for at blive udgivet. Dengang boede hun så dybt inde i Tolne Skov, at selv GPS'en måtte give op. Men efter fejlkørsel på en meget snæver og blind skovvej lykkedes det at få vendt Volvoen og finde hende i hendes gule hus på bakken omgivet af skov. - Lige efter at jeg havde udgivet mit forrige album, flyttede jeg et halvt år til København for at være tættere på mit band. Det gik ikke. Det der med at stå i kø for at komme fra A til B, og der ikke var en plads til én i bussen eller i metroen. Og jeg savnede at køre bil. - Efter et halvt år lånte jeg et sommerhus ved vandet i Odder syd for Århus. Og jeg kan huske den første nat. Ingen billarm og oven over kunne jeg se stjernerne blinke. - Jeg kunne slet ikke få øje på det æstetiske og smukke ved byen. Lige bagved her, hvor jeg bor nu, på slottet, der er jo tårn på Skørping Privathospital, ligger Rold Skov, og her kan jeg sidde og kigge ud som Rapunzel i sit tårn. Og ja - "Rapunzel, Rapunzel lad falde dit hår", som der står i brødrene Grimms eventyr. Lauras kan måske ikke nå helt ned til en bejlende kongesøn, men til midjen når det snildt. Her i en af de gamle lægeboliger oppe under taget har sangskriveren Laura Mo indrettet sit kombinerede studie-, arbejds- og soveværelse. Laptop, mikrofon, guitarer, keyboards og ikke mindst favoritinstrumentet, den gamle femstrengede banjo anno 1937, ligger i sofaen ved siden af Laura. Klar til at bliver brugt og give tone og lyd til den 32-åriges sangskrivers arbejde med sine sange. 10 af dem udkommer i dag samlet på albummet "Motel" og har været hele fem år undervejs siden debuten "Alkymi" udkom i 2007. Og et af numrene på hendes nye album "Motel" hedder netop "Rapunzel" med linjer som: "jeg sidder og kigger ned på livet/udenfor min vindueskarm/hvor du engang stod og kiggede op/men nu ser du den anden vej/forelsket i lyset af en anden drøm". - I løbet af de fem år har jeg været igennem en modningsproces, og jeg har også skulle finde min musikalske berettigelse. Min far døde også lige på det tidspunkt. På den måde er det også blevet en meget personlig plade. Dengang var jeg nærmest stadig et barn og havde ikke mødt kærligheden. Siden har jeg mistet to mænd. - Den ene var min store kærlighed, den anden var min bedste ven, og på den måde handler sangene om kærlighed, brud, parforhold og helt overordnet om rodløshed. - Den smerte ... at miste nogen. Det er utroligt, hvor nødvendig den er, for at du kan blive et helstøbt menneske. Det giver styrke og er utroligt tilfredsstillende. - Altså bagefter, når det er overstået. Laura Mo, oprindelige hedder hun Møbjerg, som et scoret navneskilt "Møbjergvej" stillet op af væggen dokumenterer, er født i Bjergby nær Hjørring og kommer, som hun selv siger, "bestemt ikke fra et hjem med klaver". Far var murermester, og derhjemme blev der lyttet til Kandis og Vikingerna, men selv kom Laura først i nærheden af en guitar, da hun var 16 år. - Jeg har altid været utroligt optaget af Lakota-indianerne og havde sparet sammen, så jeg kunne besøge dem i indianerreservatet Rosebud i South Dakota. Her fik jeg tilfældigvis job på en kaffebar. En dag hørte en cowboy mig gå og nynne, han fandt en gammel guitar frem og viste mig et par greb - en A-mol og en G-dur. Og alt faldt lige som på plads. Jeg vidste, hvad jeg ville - nemlig spille. - Han vækkede noget i mig. Der var aldrig nogen, der før havde hørt, set eller sagt, at jeg var god til noget. The man in Black, Johnny Cash, siddende med guitar kigger med fra plakaten i Lauras værelse. Der er nybrygget kaffe på stempelkanden svøbt varmt ind i hjemmestrikket uld med sølvknapper på, og der er valnøddekerner og mørk chokolade anrettet på tallerken på det lille runde træbord. Laura med det lange lyse hår er selv klædt i sort kjole, sorte stockings med fornuftige grønne militærsokker trukket over til at tage fodkulden, og rundt om halsen et rødt uldtørklæde for at passe på stemmebåndene. Hun er holdt op med at ryge efter at have ?fået konstateret astma. - Jeg røg i et væk, mens vi gjorde sangene færdige i Medley-studiet i København. Nu må jeg passe på stemmen. - Det at skrive sange er fast arbejde. Jeg går i gang med at indspille om morgenen og arbejder i otte timer, kun afbrudt af en løbetur. Det kræver selvdisciplin, og når en arbejdsdag er omme, og sangen er færdig ... ja, så ryger den nogen gang bare over i skrotkassen. Efter "Alkymi"-albummet lærte Laura sig selv at indspille, købte en laptop, lånte en fed mikrofon af gode musikalske venner og fik undervejs som gør-det-selv-producer bitter lært, at hun er både kontrolfreak og perfektionist og altid synes, at der er noget, der lige kan rettes eller gøres bedre ved en sang. Sangene kommer ikke altid let til Laura. Men det gør ikke noget. Faktisk holder hun mest af de sange, som gør sig ud til bens og er svære at få hold på, inden ord, musik og arrangement falder på plads. Det er dem, hun kalder bøvlebørnene. - De vanskeligste sange, bøvlebørnene, er også dem, der har mest brug for kærlighed, og det er min forbandede pligt at sørge for, at de bliver indspillet. - Når jeg begynder på en sang, har jeg måske kun lyden af et instrument, et enkelt riff. Men jeg tror, at ordene er der i forvejen. Jeg skal bare finde ind til dem. De er der. Men det kan tage tid at finde dem. At vække ordene. - Men jeg kan bedst lide bøvlebørnene. Selv om de ikke altid vil arte sig, er de meget mere et produkt af en selv. En sang som "Rapunzel" på det nye album var det vildeste bøvlebarn. Om en kvinde, der har fået nok og vil have sin mand til mande sig op og kæmpe for deres kærlighed. Jamen, det er en af de sange, jeg elsker allermest, selv om den har været indspillet i et utal af arrangementer, og jeg var helt nede at bide i støvet til sidst, inden den endelig fik form. - Bøvlebørn, dem kan vi godt lide. Men der er også de sange, der bare kommer af sig selv. "Hjallerup Kro" - Lauras danske gendigtning af Leonard Cohens "Chelsea Hotel" om hans seksuelle oplevelser - et blowjob - med den afdøde bluessangerinde Janis Joplin hører ikke til blandt bøvlebørnene. - Alligevel er det et nummer, som betyder meget for mig. Efter mit første album sendte en B.T.-anmelder mig en masse med Leonard Cohen. Og jeg hører ellers slet ikke musik. Og så hørte jeg ham til koncert i Forum … jeg tror ikke, jeg trak vejret en eneste gang under den koncert. Leonard Cohen gjorde alt det, som jeg altid i smug har drømt om at gøre med min musik. - Han er ikke særlig god til spille, men gør det alligevel. Og den sang, den handler jo ?ikke bare om et knald, men mest af alt om kærligheden til musikken og det skæbnefællesskab, vi musikere har sammen. Han giver mig styrke. Oh, Leonard, marry me! Efter udgivelsen af debutalbummet har Laura Mo kunnet leve af sin musik. Spiller job som regel i trioformat med sine "drenge", Theis Juul Langlands, piano, synth og harmonika, Hal Parfitt-Murray, violin og mandolin, samt Mads Beldring, trommer. Selv spiller hun guitar og især det nye favoritinstrument, banjo, og så synger hun selvfølgelig. Job på klubber, festivaler, regionale spillesteder og private firma eller festjobs. Men før klarede Laura sig med ufaglært arbejde. Har gællet sild i Skagen og Aalbæk, været handicapmedhjælper og rengøringsassistent for at få tingene til at hænge sammen økonomisk. - Dem tager jeg hatten af for. Dem, der arbejder med det tunge og upåagtede. Jeg er proletar helt ind i sjælen. Det er så sejt at møde ind og vide, at foran dig er otte timer med 30 senge, som skal reddes, og 16 lokummer, der skal renses. Det næste album kommer ikke til at være fem år undervejs. Laura er allerede gået i gang med sange, der som overordnet tema godt kan komme til at handle om krig. Efter ikke at have haft kontakt i 10-15 år til sin soldaterstorebror, bruger hun nu ubesværet gerne tre timer i telefonen snakkende med ham.?- Det er måske lidt upassende. Men jeg er fascineret af krig. De skæbner. Vi er alle sammen i krig her og nu. Den slagmark, der er inde i os alle sammen, og hvad er det, der gør, at vi overlever. Det vil jeg gerne skrive sange om.