Laura tog coronabøde i retten for at sætte fokus på skilte

Tre personer slipper for at betale bøder for at bryde opholdsforbud. Det er en principsag, fortæller kvinde.

Fra 25. april klokken 21 til og med 1. maj var der opholdsforbud på Islands Brygge. (Arkivfoto)

Fra 25. april klokken 21 til og med 1. maj var der opholdsforbud på Islands Brygge. (Arkivfoto)

KØBENHAVN K: En 28-årig kvinde er glad for, at der med retssagerne om coronabøder på Islands Brygge er blevet sat fokus på, om politiets skiltning har været god nok.

Det fortæller hun, efter at Københavns Byret mandag har afgjort, at hun og to andre alligevel ikke skal betale bøder på hver 2500 kroner.

Bøderne stod de ellers til at få for at overtræde det midlertidige opholdsforbud på Islands Brygge den 26. april.

- Det er superfedt, at de har hørt mig og de andre, der har klaget over skiltningen, siger den 28-årige Laura.

I weekenden havde politiet midlertidigt opholdsforbud i dele af Nørrebroparken, og her var skiltningen bedre, mener hun efter at have set tv-indslag derfra.

For hende har det ikke handlet om, hvorvidt hun skulle betale bøden eller ej.

- Det er en glæde i sig selv, at man faktisk har kunnet gøre en forskel for de borgere, som måske bliver udsat for samme skæbne som mig, siger hun.

Hun fik bøden søndag 26. april om eftermiddagen. Forbuddet var trådt i kraft dagen inden klokken 21. Bøden fik hun, da hun og en veninde satte sig på en kantsten med en kop kaffe under en hundeluftning.

- For mig var det en principsag. Jeg synes ikke, at skiltningen var tilstrækkelig på den dag, hvor jeg gik på Islands Brygge.

- Så havde jeg et håb om, at hvis man skabte nok opmærksomhed om den utilstrækkelige skiltning, at vi så fremadrettet kunne lave bedre skiltning, siger hun videre.

103 skilte var sat op for at advare om forbudszonen. Politiet opsatte 50 laminerede skilte i A3-størrelse og 50 A4-skilte. Desuden kom kommunen med tre store plakatstandere.

Københavns Byret valgte at frifinde den 28-årige kvinde samt de to andre for at betale.

Det skyldes, at der i retten ikke var ført det fornødne bevis for, at de "kunne eller burde kunne se de opsatte skilte om opholdsforbuddet eller på anden måde burde havde været bekendt det".

I alt blev der rejst 30 sigtelser for at overtræde opholdsforbuddet på Islands Brygge. Det er altså tre af de sager, som retten mandag har taget stilling til.

Det er som udgangspunkt ikke muligt at anke små bødesager til landsretten. Men anklagemyndigheden kan søge om en særlig tilladelse, som gives i principielle sager.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.