EMNER

-Lav en minigågade

AARS:Et helt konkret forslag om at gøre en lille del af Himmerlandsgade til gågade blev bragt ind i debatten på kommuneplanmødet på Aars Hotel. Tøjforhandler Jørn Holm er ikke var synderligt imponeret over de kommunale målinger, der viser, at blot én procent af bilerne i Himmerlandsgade kører over 50 kilometer i timen. - Så skulle I nok prøve at komme og foretage målingerne i aftentimerne. Der taler vi om helt andre hastigheder, konstaterede Jørn Holm. Han slog fast, at Himmerlandsgades brosten i aftentimerne er en yndet legeplads for fartgale unge, der ser en sportslig udfordring i at kombinere høj fart og leg med håndbremsen ned gennem hovedgaden. - Kommunen må vel selv ligge inde med en statistik over, hvor mange granitsøjler, der er knækket i tidens løb, som følge af at de unge starter ved Q8 og sætter fuld fart på ned gennem Himmerlandsgade for så at trække håndbremsen. Han foreslog, at kommunen - i stedet for bump - bremser farten ved at gøre Himmerlandsgade til gågade fra Aars Apotek ned til pølsevognen på Kimbrertorvet. - Det vil, påpegede han, tvinge farten ned, mens det stadig vil være sig muligt at snirkle sig gennem centrum i bil ved at benytte sidegaderne Gislumvej, Søndergade og Tokesvej.