SKAGEN:De er altså smadderdygtige på Skagens Museum. De råder over en vist antal malerier af de kendte Skagens-malere – især af Anna og Michael Ancher og så ham Krøyer – og dem bytter de rundt på, supplerer med lidt fra arkiverne, støver af, og flytter samtidig de store skilderier – fra det ene rum til det andet.
Eller også samler museet alle billeder fra arkivet med motiver fra Sønderstrand, eller de laver en udstilling med malerier af fiskere, eller skilderier af Anna Anchers mor.
Endelig er der så Krøyers billeder. Dem, fra tiden før Marie kom ind i billedet, og dem, hvor hun i alle højeste grad er inde i billedet.
Museet rokerer rundt, så man ikke bliver rundtosset, men netop interesseret. Museet ser, og udvikler nye vinkler, og præsenterer dem på en fortsættende perlerække af vellykkede udstillinger.
Som en kat, der slikker fløde, lapper vi det i os.
Det er da genialt. Seks stjerner for evnen til at finde guld i gammelt støv.
I disse herlige efterårsdage kører netop udstillingen om Marie Krøyer. Nøje tilpasset filmen af samme navn. Det er da igen godt tænkt. Museet har fundet 7 billeder malet af Marie Krøyer. Syv. Det er, hvad hun stort set har malet. Hun blev aldrig den store maler, måske fordi Krøyer tillod sig at kommentere hendes billeder med holdningen: Gud har ikke åndet på dig.
Men når museet ikke har malerier nok af damen til en udstilling, hvad gør man så. Man finder nogle malerier, hvor Marie Krøyer er motivet. Således viser udstillingen to flotte privatejede Marie-billeder malet af Michael Ancher i 1889, og så er der jo alle dem med Marie malet af manden Krøyer. Endelig så har Vorherre måske ikke åndet på Marie, men et par pust har hun fået, som har givet hende talent for møbler og indretning, og det fylder så også fint på udstillingen.
Skagens Museum kan notere en ny succes.
Folkelig succes bliver der ganske givet også til filmen om Marie Krøyer af Bille August. Jeg ved ikke, hvorfor danske filmanmeldere generelt har problemer med at gi’ en hånd til August, men det kan jo være Janteloven, der stikker sit grimme fjæs frem – igen. Nu bliver August ikke engang længere positiv krediteret for tidligere tiders fortjenester. Således skriver forfatteren Klaus Rifbjerg i filmmagasinet ”Ekko”, at ” Bille August vandt Guldpalmen i Cannes for Pelle Erobreren skyldes mere Max von Sydows indsats end hans egen”. Selv om svenskeren spillede guddommeligt, så er scenen, hvor sønnen Pelle får lommekniven i fødselsdagsgave, og som hører til de smukkeste og mest rørende scener i filmkunsten, vel frembragt i et samarbejde mellem skuespiller og instruktør.
Den samme instruktør, som også skabte ”Zappa”, ”Busters Verden”, og ”Det gode liv”.
Det er en ommer, Rifbjerg.
I filmen om Marie Krøyer får skuespilleren Birgitte Hjort Sørensen smukt forløst et portræt af en kvinde i en tid, hvor kønnet altid skulle holde sig bag manden, tie, servicere, og hvor hendes udadvendte kompetencer ifølge manden var begrænsede – og uvigtige. Det lykkedes – og nok igen med instruktørens hjælp – rørende, smukt, og tankevækkende.
I forbindelsen med filmen hørte jeg en holdning, som mange, der lyttede med, nikkede anerkendende til – ”at det er da klart, at det var Marie Krøyer, der blev lavet en film med, i stedet for den anden store Skagens-dame Anna Ancher. Hos Marie Krøyer finder vi skønhed, konflikt, drama, en elsker, et opgør, skilsmisse, og bortrejse fra barn og mand. Hos Anna Ancher finder man kun det forudsigelige liv uden grænseoverskridende dramafyldte handlinger. Anna var arbejdsom, trofast, og opfyldte alle sine opgaver – som hustru, mor og værtinde - til datidens tilfredshed i det rene tristhed.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.