Lav fødselsvægt gi'r dumpekarakter

1. april 2003 08:00

VEJET: Børn, der vejer under 1500 gram ved fødslen, klarer sig dårligere i skolen, viser engelsk undersøgelse Børn, der vejer under 1500 gram ved fødslen, risikerer at klare sig dårligt i skolen i bestemte fag og få karakterer, der ligger under niveauet for normalvægtige børn. Det er i hvert fald konklusionen på en undersøgelse af 330 engelske unge i 16-års alderen. Undersøgelsen er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Archives of Disease in Childhood. Af de testede børn havde halvdelen vejet under 1500 gram ved fødslen, mens resten havde normal fødselsvægt. Børnene med normal fødselsvægt klarede sig bedre i fag som matematik, naturvidenskab, engelsk og engelsk litteratur. Derimod var der overhovedet ingen forskel i karaktererne i geografi og historie. Men forskernes konklusion er dog, at lav fødselsvægt klart kan svække barnets senere intellektuelle og akademiske præstationer. Forskerne arbejder med den teori, at hjernens egenskaber i højere grad bestemmes af den hurtige udvikling under graviditeten og tiden lige efter fødslen frem for faktorer som det sociale miljø i barndommen og skolegang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...