Lav risiko for hjemmerøvere

THY-HANNÆS:Selv om banker og sparekasser er begyndt at gøre adgangen til store kontantbeløb besværlig for røvere, er risikoen for røvere i hjemmet ikke blevet større. Det vurderer man hos Det Kriminalpræventive Råd: - Vi har intet belæg for at hævde der er en sammenhæng, siger sociolog Maria Bislev fra rådets enhed for kriminalitetsanalyse. Hun siger, at der ikke umiddelbart er noget, der typer på, at der er en sammenhæng mellem det, at flere og flere butikker går over til kasser uden kontanter og antallet af hjemmerøverier. Om end Rådet ikke specifikt har undersøgt en sådan sammenhæng. Den risiko har været diskuteret i flere fora på internettet, hvor mange borgere har frygtet, at når dem, der var klar til at skaffe penge på kriminel vis, ikke kunne "få" dem i banker eller butikker, ville de søge mod private hjem. - Politiets analyser viser, at der ofte har været en viden eller en stærk formodning om, at der har været opbevaret større kontante beløb, hvor der er sket et hjemmerøveri, siger Maria Bislev og forklarer, at antallet gennem flere år har været omkring otte til 10, med 2006 som det eneste specielle med 24 styk. Hun forklarer også, at alle andre former for røverisk kriminalitet, som er fra indbrud, der udvikler sig til røveri til direkte tyveri af kontanter fra borgere på gaden også ligger på et konstant antal: - Vi holder dog øje med udviklingen hele tiden, siger hun og beroliger borgerne uden for byområderne med, at det trods alt er meget sjældent, at almindelige borgere bliver udsat for røvere i hjemmet.