Hestesport

Lav sol over Aalborg

AALBORG:Aalborg Væddeløbsbane havde 10 løb på programmet i aftes, hvor en dejlig sensommeraften med lav sol over Aalborgs vestby nok burde have trukket flere publikummer end tilfældet var. Der er næppe tvivl om, at den kommende søndags storløb med bl.a. Derbyrevanchen er en del af forklaringen, men det publikum, der kom fik til gengæld serveret en ganske seværdig løbsaften. Galoppen afviklede to attraktive løb, hvor Arbejdernes Radio & Fjernsynsforbunds Ærespræmie var højst doteret med 20.000 kr. Førstepræmien på 10.000 kr. tog træner John Nielsen sig af med den lækre fuks Saint Pierre. På ryggen sad den trods sin unge alder efterhånden garvede Aalborg-jockey, Louise Møller, der gav opvisning og red sin hest i hånden ned gennem opløbet, men hun roligt fulgte konkurrenternes forgæves kamp for at hænge på. - Det var meget vigtigt, at jeg fik spidsen, for siden fik jeg lov at dæmpe ham, og gøre som jeg havde lyst, og jeg vandt så let, kom det med munter stemmeføring fra Louise Møller, der for tiden virkelig ser ud til at have lyst til jobbet. Aftenens andet galopløb om Nicos Ærespræmie havde 11 heste på plads i startboksen. Forhåndsfavorit var Hale Bopp med netop Louise Møller, men parret fik aldrig med udfaldet at gøre. Det gjorde derimod hesten med et navn, der gjorde, at man skulle tro, at den havde relationer til den netop afsluttede og meget omdiskuterede udgave af årets festuge i Århus. Sex Killer var navnet, og på ryggen sad Pia Lilleund, der hele tiden havde sin hest på biddet, og ind på lige bane havde rimeligt styr på begivenhederne før Oceans Eleven med dygtige Nanna Skovgaard. Fødselsdagssejr På travfronten var der en populær sejr til Århus-kusken Johnny Jørgensen med lokale John Søndergårds 8-årige Deres JS Tag. Kusken havde valgt at fejre sin 39 års fødselsdag i sulkyen i Aalborg, hvilket publikum bestemt syntes var til en sejrsbuket. Aftenen bød også på lokale trænersejre til Arne Norman med I Pitstop/Seppo Kukkonen, mens Kent Friborg leverede en lækker opløbsspeed med den lidt vanskelige Galiant Ulvholm, der på de sidste meter nedkæmpede den førende favorit Halløj Tempo med amatøren Kjell Nielsen. Åby-træner Flemming Jensen fik to sejre med hjem til Sverige. Mest overbevisende var Go Victor Bogø, der selvom træneren ikke var helt tilfreds, viste en god præstation ved fra spor 11 bag startbilen at komme hjem til kneben sejr i 1.17,7 over 2100 meter. Godt med held i sprøjten havde Flemming Jensen i løbet for hurtigste klasse, hvor formkusk Seppo Kukkonen så ud til at have løbet i sin hule hånd med DK Benzin, men en umotiveret opløbsgalop banede i stedet vejen for andenhesten Potin med Flemming Jensen. Næste løbsdag er på søndag, hvor årets største løb om Derbyrevanchen afvikles.