Skolevæsen

Lave krav til dansk stil

Selve ordet ”stil” vækker vel en erindring om svedetimerne i gymnastiksalen,

PROFESSIONALISERING:Selve ordet ”stil” vækker vel en erindring om svedetimerne i gymnastiksalen, skolens festsal eller andre klaustrofobiske rum, hvor man sad og anstrengte sin stakkels fantasi, sin altid for korte erindring og sit mulige engagement for at vride en diskussion og holdning ud af det manglende ærme på t-shirten. I gamle dage sad man med sin fyldepen, siden en kuglepen eller en Viking 2, i dag med sin computer, der ikke skriver noget, der ikke kan slettes lige så hurtigt, som det er blevet skrevet. Man kiggede ind i ribberne, op på uret eller ud af det højtsiddende vindue og ville så gerne tilfredsstille sin dansklærer, som man jo dybest set skrev stilen til, og man ville gerne give sit pauvre sprog en vis fyndighed og fylde en tre-fire sider med forkromede refleksioner over dagens emne. ”Stil” er et latinsk låneord, der betyder ”griffel”. I mine hedeste drømme har jeg somme tider troet, at ”stil” kom fra det græske ”stylos” og betød ”søjle”. Det ville være så kønt, at tekstens stil er dens søjler, der smukt bærer tankens konstruktion, men det er næppe sådan, at etymologien hænger sammen. Men hvor ville det være kønt, hvis det var sådan! Det ville i dag være særligt kønt, fordi kravet til stil – det gælder indhold og form – er sunket til det laveste. Hvis stil dog er beherskelse af ”griflen”, kan man undre sig over, at det moderne skolevæsen, der af regeringens hurraråbende ministre udnævnes til verdens bedste skolevæsen, i den grad forsømmer udviklingen af de unge elevers evner til skriftlig fremstilling. Det er chokerende, at den fælles skriftlige eksamen i dansk stil til studentereksamen med den sidste ændring af reformen er kommet i spil ved lodtrækning. Fremover er der ingen garanti for, at alle landets studenter bliver prøvet i skriftlig dansk og centralt vurderet på deres skriftlige formåen. Den danske stils historie i det danske gymnasium er en tankevækkende historie om, at den fælles skriftkultur og den fælles evaluering af den samlede gymnasiale dannelse og udvikling i en ungdomsårgang skrottes til fordel for de specialiserende fag og deres specialsprog. Det kaldes med et af tidens modeord for ”professionalisering”. Minus forvandles fikst til plus i det herskende nysprog. Naturligvis bruger andre fag også dansk som skriftsprog – det være sig fysik, matematik, samfundsfag, biologi eller andre fag. Ministeriets uddannelsesteknokrater og skrivepædagogiske lejesvende mener, at varetagelsen af skriftlig udtryksfærdighed lige så godt kan foregå i andre fag end i dansk, der har haft monopol på denne opgave. Men at ville kalde dét en træning i skriftlig fremstilling og god beherskelse af sit modersmål er at rette smed for bager. Uddannelsespolitikere bruger sproget, som det passer sig til deres økonomiske og politiske formål. Vi, der ser på resultatet og ikke kun på den kønne vilje, må konstatere, at den danske skriftkultur, som skulle plejes og udvikles i gymnasiet, er på alarmerende retur! I forbindelse med gymnasiereformen i 2005 ændrede man dansk stil uden debat og uden om de faglige foreninger, der dog må formodes at vide noget om sagerne, selv om de skældsordsagtigt kunne kaldes ”eksperter” og ”smagsdommere”. Fra at være alment orienteret, engagerende, diskuterende og evaluerende i forhold til både den almene og den faglige dannelse, der burde have fundet sted i et tre-årigt gymnasieforløb, blev dansk stil ”professionaliseret”. I en dunkel midnatstime opfandt en fagkonsulent ved en guddommelig åbenbaring tre nye genrer, som dansk stil skulle indpasses i: kronikken, essayet og den litterære artikel. Siden da har der stået en frugtesløs debat om disse genrer og deres nøjagtige definition. Ingen er blevet klogere, og elevernes skrivelyst, motivation og respekt for den danske stil er dalet dramatisk. Prisen for den såkaldte ”professionalisering” har været, at dansk stil er forvandlet fra gymnasiets flagskib til en synkefærdig plimsoller. Næste træk er logisk: man afskaffer dansk stil som fælles, national prøve, udtrækker faget tilfældigt til ærgrelse eller jubel for enkelte klasser landet over eller ender med at indføre lokale ”tests”. Det forbavsende ved udviklingen er, at ministeriet og de skrivepædagogiske teoretikere ved Syddansk Universitet har sejret mod enhver sund fornuft. Man tror, at man kan lære at skrive ved at få et kursus i skriftlig udtryksfærdighed, svarende til at man gav det nyfødte barn en dansk grammatik og bad det om at lære sproget. Forholdet mellem teori og praksis er vendt på hovedet. Enhver der fusker en smule med at skrive på sit modersmål vil vide, at man kun lærer at skrive godt ved øvelse, øvelse, øvelse! Og ved forbilleder! Altså ved at læse! Skrivepædagogerne, der sjældent selv demonstrerer stor evne til at skrive, tror, at skriveprocessen kan ”operationaliseres” og tilrettelægges strategisk efter simple modeller om afsendere, medier og modtagere. Det er helt fejlagtigt og ødelæggende for den primære tilegnelse af skrivefærdigheden og den uundværlige lyst til at udtrykke sig på skrift. Hvis ikke lysten og evnen igen kommer i højsædet for dansk stil, kommer det moderne samfund til at producere et ”proletariat” af skriftlige analfabeter. Peter Michael Lauritzen er lektor ved Frederikshavn Gymnasium og hf-kursus, dr. phil. fra KU, formand for Vendsyssel litterære Selskab, forskningsstipendiat under Carlsbergfondet 2003-04 med Aalbæk Jensens værk og virke som emne. Har skrevet bøgerne "Rifbjerg på kornet" og "Grund og bølge".