Udland

Lave renter giver EU's supermagt ekstra kræfter

Fem milliarder euro. Så meget billigere slipper den tyske stat for at betale på sin gæld i 2014.

Lave renter giver EU's supermagt ekstra kræfter

Tysklands underskud på statsbudgettet bliver næste år væsentligt lavere end hidtil forventet, og i 2015 vil EU's økonomiske supermagt have overskud på landets budget. Det oplyser en tysk regeringskilde lørdag.

Den overraskende udvikling skyldes de fortsat historisk lave renter.

Underskuddet på statsbudgettet i 2014 skønnes nu at falde til 6,2 milliarder euro. Det viser et udkast for næste års budget, der ventes at blive godkendt af regeringen næste uge.

Det er under halvt så meget som regeringens tidligere skøn. I det reviderede tal indgår flere mellemregninger. Blandt andet fem milliarder euro mindre i rentebetalinger på lån sammenlignet med den oprindelige prognose, fortæller kilden.

Siden krisen i eurozonen begyndte, har Tyskland nydt godt af lavere renter end i de øvrige medlemmer af møntunionen.

Mange investorer anser tyske statsobligationer som de mest sikre i eurozonen, og det holder renten nede. Dermed bliver Tysklands rentebetalinger lavere.

For 10 år siden løb rentebetalingerne op i cirka 40 milliarder euro om året. I 2012 faldt beløbet til under 30 milliarder euro - selv om gælden er øget.

I 2015 ventes statsbudgettet at vise et lille overskud på 200 millioner euro, skønner finansministeriet.

Tyskland har en statsgæld på over 2000 milliarder euro. Finansministeriet ønsker at bruge næste års overskud samt de forventede langt større overskud de to efterfølgende år på at betale af på gælden.

For i år ventes regeringen onsdag at vedtage et budget med et højere end planlagt underskud på 25,1 milliarder euro.

Afvigelsen skyldes, at regeringen har besluttet at låne yderligere otte milliarder euro for at etablere en fond, der skal hjælpe ofrene for de foregående ugers enorme oversvømmelser i Tyskland.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.