Laver Børnerobinson og legeland i ASIF-hallen

ASTRUP: Tirsdag eftermiddag den 15. oktober er det for en gangs skyld ikke seniorerne, der indtager gulvet i Astrup/Sønderskovhallen, men en flok energiske børn, der vil forsøge at blive byens Børnerobinson. ASIF er gået sammen med Hoppy Jump om at arrangere en lokal Børnerobinson, hvor de deltagende børn dyster i en række spændende opgaver, der kræver både mod, balance, strategi, hurtighed og ikke mindst opfindsomhed. Alle børn kan deltage og dagen ender med en finalerunde, hvor den lokale vinder kåres, og vedkommende er samtidig kvalificeret til at være med i en landsfinale. Den holdes den sidste lørdag i august måned 2003 med en vinderpræmie på 10.000 kroner. Foruden Børnerobinson er der legeland i hallen den 15. oktober, således at også børn, der enten er for små eller ikke har interesse i at være med i konkurrencen, også kan få en sjov eftermiddag på halgulvet. poch