Laver film om rigtige mennesker

Alexander Payne, amerikanske filminstruktør, der har skabt sig et navn på lavbudgetfilm som "About Schmidt" og "Sideways", fylder i dag 50 år. Alexander Payne, hører til den ny generation af amerikanske filminstruktører, der har selvtillid nok til at lave film, som handler om rigtige mennesker.

Et særligt godt øje har han til mænd og deres kriser - og til hjemmebanen Omaha, Nebraska, hvor de fleste af hans film udspiller sig. Her optog han blandt andet "About Schmidt", som vakte opsigt i 2003 med Jack Nicholson i hovedrollen som en gigtplaget ældre mand med åreknuder, hængerøv og grimme hår i øjnene. Nicholson lovpriste den for ham meget alternative, hjerteskærende rolle som den 66-årige flinke provinsbyfyr, der er blevet hældt ud af sit firma. Tilmed er datteren flyttet hjemmefra, og konen er død. Det er nu nærmest en befrielse efter 42 års ægteskab uden mange venlige ord. Alexander Payne vandt en Golden Globe for bedste manuskript med "About Schmidt", der blev hans gennembrud, omend hans to første film "Lection" og "Citizen Ruth" også klarede sig pænt på de små budgetter. I 2005 etablerede Payne sig for alvor i eliten af amerikanske filminstruktører med "Sideways" om to venner - og tabere - fra San Diego, der tager på vinsmagning en uge før, den ene af dem skal giftes. For vennen Miles er forskellen på Pinot og Cabernet Sauvignon selve livets store spørgsmål, som bliver forsøgt besvaret på en sørgmunter rejse. Ifølge filmmagasinet Variety steg salget af god vin i USA betragteligt takket været Alexander Paynes film. "Sideways" blev nomineret til fire Oscars og vandt i kategorien "bedste musical eller komedie". Alexander Payne, hvis græske bedstefar hed Papadopoulos, rejste hjemmefra som 18-årig for at studere historie og litteratur på Stanford University i Californien. Han fik sin Master på UCLA Film School i 1990 og vidste fra dag ét, at han ville lave film. Siden 2003 har Payne været gift med den koreansk-canadiske skuespiller Sandra Oh, som også spiller med i "Sideways". /ritzau/