Energi

Lavere priser på vindmøller tærer på Vestas' overskud

Prisen på vindmøller er faldet de seneste år, og det har sat sig i resultaterne hos Vestas.

Vestas fik et overskud på lidt mere end fem milliarder kroner i 2018. (Arkivfoto)

Vestas fik et overskud på lidt mere end fem milliarder kroner i 2018. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Lavere priser på vindmøller presser indtjeningen hos Vestas, der i 2018 måtte se overskuddet falde knap 24 procent til 5,1 milliarder kroner.

Det viser vindmølleproducentens årsregnskab, der er offentliggjort torsdag morgen.

Vestas' omsætning steg i løbet af 2018 en smule til 75,6 milliarder kroner.

Mens indtjeningen er skrumpet, kan Vestas til gengæld glæde sig over, at antallet af nye ordrer var rekordhøj i 2018.

Samlet fik vindmølleproducenten ordrer på nye møller til en samlet kapacitet på 14.214 megawatt. Det er en fremgang på 27 procent sammenlignet med sidste år.

Vestas-topchef Anders Runevad mener, at prisfaldene på vindmøller åbner muligheder fremadrettet.

- I 2018 manifesterede vindenergi sin position som den billigste energikilde i mange dele af verden, hvilket skaber enorme vækstmuligheder for industrien på lang sigt og hård konkurrence på kort sigt, siger han i en kommentar til regnskabet.

For 2019 forventer Vestas en højere omsætning end året før. Vindmølleselskabet varsler dog samtidig, at indtjeningen igen kan komme til at falde.

Overskudsgraden - hvor stor en andel af omsætningen der er tilbage, når regningerne er betalt - forventes at lyde på 8-10 procent mod 9,5 procent i 2018.

Paradokset mellem mange ordrer med lavere priser vil ifølge Sydbanks analytiker Jacob Pedersen fortsætte i 2019.

- Vestas lander væsentligt flere ordrer end forventet. Det er godt for 2019, siger han.

- Bagsiden af medaljen er det prispres, som har betydet lavere priser på de ordrer, man har vundet i 2018. Det giver sig udslag i, at indtjeningen ikke bliver helt så forventet i 2019.

Vestas løsning bliver ifølge Jacob Pedersen at presse omkostningerne ned.

- Man arbejder med modulopbyggede møller - sådan lidt en legoklods-opbygning af vindmøller, siger han.

- Det kommer til at sænke omkostningerne for Vestas, men kommer også til at give nogle mere effektive vindmøller, så Vestas kan beholde sit forspring på landjorden.

/ritzau/