Lavere skat på mad vil få os til at leve sundere

KØBENHAVN:En lavere skat på sund mad ville formentlig få flere til at købe sundere og bedre mad. Det gælder ikke mindst de socialt mest belastede grupper, for hvem prisen er mere afgørende, end den er for den store middelklasse. Det siger ernæringsterapeut Eva Lydeking i en kommentar til en undersøgelse, der udnævner Danmark til Nordens mindst sundhedsbevidste nation. - Selv om den store, brede befolkning har råd til at købe sundere madvarer, så tror jeg tit, at der ligger en økonomisk vurdering, når man skal vælge mellem to varer. Ikke mindst i den del af befolkningen, der vender den tunge ende ned, helbredsmæssigt og socialt. For dem vil det virkelig betyde noget med ekstra skat på usunde varer eller differentieret moms, så man gør de sunde varer billigere, mener Eva Lydeking. Afsløringen af danskerne som de mindst sundhedsbevidste forbrugere i Norden sker i en global undersøgelse fra det amerikanske HealthFocus International, som for første gang har en række europæiske lande med. Ifølge undersøgelsen skænker hver tredje dansker ikke sundhed en tanke, når indkøbsvognen fyldes op i supermarkedet. I Norge er det kun hver 13., der køber ind uden at tænke på, om maden er sund. I alle nordiske lande er smagen det mest afgørende for indkøbene. Men hvordan får man så flere danskere til at spise sundt? Man er nødt til at nå danskerne med forskellige budskaber, siger Eva Lydeking. Middelklassen har råd til god mad, men de mangler ofte tid i det daglige og ikke mindst viden om, hvordan de kan købe sundt. Omvendt vil belastede grupper ofte ikke kunne nås med viden, mener ernæringsterapeuten - og her vil lavere priser formentlig være vejen frem. /ritzau/