Lavere vækst skaber ikke nervøsitet hos Vestager

Økonomiministeren har nedjusteret forventningerne til væksten i 2013, men tingene skal nok vende, siger hun.

Lavere vækst skaber ikke nervøsitet hos Vestager

Det kan godt være, at regeringen tirsdag har nedjusteret forventningerne til væksten i 2013, men det får ikke økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) til at ligge søvnløs om natten.

Økonomien skal nok vende til det positive i løbet af det næste år, siger hun, og derfor mener hun ikke, at det er noget, man skal bekymre sig om.

- Nej, egenlig ikke. Men den der nøgterne forventning om, at det bliver en jævn vending i 2013, det er den man skal have foran sig, siger Margrethe Vestager.

Tidligere troede regeringen, at væksten i 2013 ville ligge på 1,2 procent af bruttonationalproduktet. Men på grund af lavere vækst i sidste kvartal af 2012, har man justeret det tal til nu at komme til at ligge mellem 0,5 og 1,0 procent.

- Vi vil gerne afstemme forventningerne, og fjerde kvartal blev et dårligt kvartal ligesom resten af 2012, og derfor vil vi gerne sige: Prøv at hør her. Vi tror ikke, vi kan ende på 1,2.

- Det bliver lidt lavere, men 2013 bliver stadig, sådan som vi ser det, et langt bedre år end 2012, siger Vestager.

Hun understreger betydningen af den vækstplan, som regeringen i øjeblikket forhandler med primært Venstre og Konservative. Planen skal skabe job i Danmark.

- Det gør den kun endnu mere vigtig. Vi tror ikke, at man bare kan sidde på hænderne og tro, at det potentiale, der er i vores ekspansive politik med skattelettelser, efterlønsbidrag og offentlige investeringer, kan gøre det alene.

- Man er også nødt til at sige til virksomhederne, vi regner med jer. Vi vil gerne gøre det mere attraktivt at åbne, drive og udvikle sin virksomhed, for det er det, der giver arbejdspladserne, siger hun.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.