Kongerslev

LD kommer med ny aftale i denne uge

KONGERSLEV:Ejeren af de mest omtalte boliger i Kongerslev, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), har fundet ud af, at ældreboligerne er blevet en brandvarm politisk kartoffel. - De kan vist ikke finde ud af, hvad de vil. Jeg sad til møde med folk fra Sejlflod Kommune og spurgte om de ville fortsætte lejemålene, men de kunne vist hverken svare ja eller nej til det spørgsmål, siger Hans Jørgen Madsen, investment manager i LD. Han fortæller, at han i løbet af denne uge fremsender et tilbud om aftale for de næste 20 år. Et tilbud, der kan kan indeholde flere løsningsmuligheder. - Vi kan både fortsætte lejemål som de kører i dag eller måske sælge boligerne videre til nogle andre, der vil leje dem ud. Vi arbejder på sagen, lover Hans Jørgen Madsen. Meget tyder dog på, at LD helst vil holde på boligerne og fortsætte som hidtil. - Vi er interesseret i at fortsætte. Vi ser på det som en god investering, siger LD’s investment manager.