Le Mans-legenden har stadig fart på

Tom Kristensen kørte i hurtigste tid før

OSCHERSLEBEN: Blot en uge efter sin historiske syvende Le Mans-sejr viste racerkøreren Tom Kristensen, at højrefoden fortsat hviler tungt på speederen. På Oschersleben-banen i Tyskland sikrede han sig lørdag sin første pole position i den tyske DTM-serie, da han i sin Audi A4 distancerede team-kollega Martin Tomczyk med uhørte 7/10 sekund. Det var på samme bane, den 37-årige nordjyde i fjor vandt sin første DTM-sejr. - Kvalifikationen blev udskudt efter torden, og den såkaldte Super Pole for de ti hurtigste kørere blev helt aflyst. I stedet blev placeringerne efter den halve times indledende kvalifikation afgørende, og her var det med at have is i maven. Vi var en del, der ventede til allersidst med at sætte en tid, fordi banen tørrede op. Jeg ramte en perfekt omgang i det efterhånden tørre spor, faktisk skulle det være den hurtigste tid nogensinde for en DTM-bil på banen, oplyser en tilfreds nordjyde fra banen i det tidligere DDR. Dagens løb på Oschersleben-banen er sæsonens femte DTM-afdeling. Før løbet ligger Tom Kristensen nummer tre i den samlede stilling, der toppes af Audi-kollegaen Mattias Ekström. Han starter helt nede som nummer fem, mens nummer to i stillingen, den engelske Mercedes-kører Gary Paffett, starter fra tredjepladsen. Holder disse placeringer også efter de 42 omgange på den 3,66 km lange bane, overtager Tom Kristensen førstepladsen i DTM-stillingen. For tre af DTM-feltets tidligere Formel 1-stjerner fik lørdagen en kedelig udgang. Mika Hakkinen, Jean Alesi og Heinz-Harald Frentzen crashede enten voldsomt eller skøjtede af banen i det svære føre, og de starter derfor dagens løb i bageste halvdel.OM