Led ikke forgæves

GROSBØLL/TRO:I Synspunkt mandag 25.8. tager Elisabeth Egekvist(E.E.) spørgsmålet op, om hvilket gudsbillede "det er tilladt at have". Man må gå ud fra, at der er tale om den kristne Gud som Bibelen beskriver, siden både folkekirken og præster i folkekirken omtales. Enhver teori, holdning eller synspunkt bygger på nogle forudsætninger, der er indiskutable, og som danner udgangspunkt for den videre undersøgelse eller debat. En forudsætning i diskussionen om kristendommens Gud må være, at det er Bibelen, der er kilden til information, og ikke alle (u)mulige selvkomponerede forestillinger. Det er naturligvis enhver frit for at danne sig sine egne forestillinger om Gud, men så skal man ikke sige, at det er den kristne Gud, der er tale om, og disse forestillinger er ikke autoritative og dermed ikke egnede som grundlag for videre diskussion. Ved en præcisering af betydningen af transcendens og immanens i denne forbindelse, er det definerende træk ved transcendens en ubetinget og uafhængig eksistens. I skikkelse eksisterer det transcendente i og igennem sig selv, adskilt fra den immanente verden, der er defineret som det, der kun eksisterer i kraft af en andens ydre kausale indvirkning. Det immanente gudsbillede er det, der ligger inden for grænserne af den blotte fornuft. Spørgsmålet om, hvorvidt det er det transcendente (Gud uden for mennesket og adskilt fra dette, men med mulighed for at virke i mennesket og verden) eller det immanente (mennesket selv som Gud) gudsbillede, der er det kristne går helt tilbage til skabelsen og syndefaldet (1.Mos 1- 3). I begyndelsen skabte Gud... mennesket. Her er rollefordelingen helt klar, Gud er skaberen og mennesket er skabningen. Det er Gud, der er i besiddelse af de skabende og opretholdende ressourcer, og han placerede mennesket i fuldkomne omgivelser. Han skabte en verden, men han er adskilt fra den, på samme måde som enhver producent er adskilt fra sit produkt(transcendente gudebillede). Men så kom Satan på banen, og hans projekt gik ud på at så tvivl om denne rollefordeling. Han begyndte at få mennesket til at selv at ville have gudsrollen i sit eget liv og dermed adskille sig fra sin skaber. Han lokkede med, at mennesket kunne blive som Gud, og kende både godt og ondt (1 Mos 3,5). Indtil dette tidspunkt havde mennesket kendt til godt men ikke til ondt. Det kan umiddelbart se ud, som om Gud havde forholdt mennesket noget ved, at det ikke havde fået kendskab til det onde, men dette er paradoksalt nok ikke tilfældet. Den "udvidelse" af menneskets kundskaber, som kendskabet til det onde umiddelbart kan tages som udtryk for, er af destruktiv karakter og dermed en forringelse af menneskets livsomstændigheder. Mennesket valgte, at selv ville være Gud i sit eget liv(immanente gudsbillede), og det valgte dermed Gud fra. Resultatet af dette valg lever vi med i dag. En verden fyldt med sygdom, ulykker, ondskab og død. Det er den samme valgsituation, der har været grundlæggende for menneskets lige siden syndefaldet, og Grosbøll debatten har kun aktualiseret problemstillingen. Vi har frihed til at vælge hvad vi vil, og hvilket gudsbillede vi vil, men valget har konsekvenser. At det var Satan der introducerede det immanente gudsbillede kan måske vække til eftertanke. E.E. mener, at der foregår en forskydning af autoriteten fra det ydre til det indre, at mennesker har fundet ud af, at de godt kan selv, de opdager ressourcerne, der er tilgængelige i deres egen indre verden, og at valget af det immanente gudsbillede giver frihed. Dette beskrives som en betydningsfuld udvikling. Det er jeg enig i, men her ophører enigheden også, idet den anpriste frihed er lige så falsk, som slangen og den forbudte frugt i Edens have. Jeg er bange for, at mennesket, der leder efter Gud i sig selv, kommer til at lede forgæves, og at projektet er ambitiøst i en helt grotesk grad, set i lyset af hvad mennesket formår, i forhold til hvad det ikke formår. De ressourcer, der kan give mennesker et bedre liv, tilbyder Gud i det omfang, vi ønsker det, men giv så også ham æren for det. Hvorvidt Nietzsche, der erklærede Gud for død, klapper i sine hænder, ved jeg ikke, men det er i hvert fald sikkert, at Nietzsche er død.