EMNER

Ledelse: Ingen fyringer, men omplaceringer

@$:BROVST:Psykiatridirektør Per Lund Sørensen forsikrer, at ændringen af Døgnhusets funktion ikke vil indebære fyringer af det nuværende personale. Dels vil den nye målgruppe betyde, at der skal ansættes flere folk, dels bliver der brug for personale til de 12 sengepladser, som flyttes fra Døgnhuset til Aalborg Psykiatriske Sygehus. - Jeg tror helt sikkert, vi kan gennemføre det uden afskedigelser. Det kan blive nødvendigt med omplaceringer, men en del af personalet vil uden tvivl kunne blive i Døgnhuset, siger Per Lund Sørensen. Endnu er det ikke præciseret, hvilken målgruppe Døgnhuset skal tage sig af fra juli 2004. Det ligger imidlertid fast, at der bliver tale om psykisk syge, som ikke er indlagt som patienter, men bor i Døgnhuset i egne boliger med forskellige fælles faciliteter. Det er sindslidende, som har behov for hjælp og støtte og ikke er i stand til at klare sig i eget hjem. Derimod er behandling i sygehusregi ikke længere påkrævet. - Vi er i en fase, hvor vi nærmere skal beskrive målgruppen for den nye boform, og så skal vi se på, om de medarbejdere, vi har i Brovst, også kan varetage opgaven, når Døgnhuset bliver en boform, forklarer Per Lund Sørensen. Han er overrasket over, at personalet i Døgnhuset føler sig dårligt informeret om fremtiden for dem og Døgnhuset. - Jeg synes, vi har gjort meget for at orientere personalet, men hvis de har brug for, at jeg igen møder op, gør jeg det selvfølgelig, lover Per Lund Sørensen.