Ledelsesudvikling blev sat i fokus

Ledelse 30. september 2002 08:00

ST. BINDERUP: Ledelsesudvikling i mindre virksomheder blev sat i fokus, da Nørager Erhvervsforening holdt møde på St. Binderup Kro. Et af hovedtemaerne var ejerledernes udbytte af netværk med kolleger fra andre virksomheder. Per Therkildsen, som er en af tre ejere af metalvirksomheden Treco A/S i Aalestrup fortalte om udviklingen i Treco. Virksomheden har siden starten i 1995 været igennem en forrygende udvikling. I begyndelsen var man inclusive ejerne fem ansatte. I dag er der 65 medarbejdere. Per Therkildsen er overbevist om, at hans og de to medejeres deltagelse i udviklingsforløb med andre ejerledere gennem Jonathan Virksomhedsudvikling, havde været af uvurderlig betydning for Treco"s udvikling. Erik Jacobsen, stifter og medejer af Jonathan, fortalte om de erfaringer, han havde høstet som ansvarlig for de kursusforløb, bl.a. Treco"s ejere havde deltaget i. Efterfølgende evalueringer af kurserne havde vist, at de deltagende virksomheder i gennemsnit havde haft en omsætningsstigning på 21 procent og en stigning i indtjeningen på 177 procent et år efter kurset. Erik Jacobsen slog fast, at hverken han eller Jonathan har opskriften på, hvad god ledelse er. Det mente han for øvrigt heller ikke, de har på handelshøjskolerne og universiteterne, selv om de underviser meget i amerikanske ledelsesteorier. Jonathan-kurserne er derfor kendetegnet af, at man tager udgangspunkt i deltagerne i kurset. De er ledere og ergo må det være dem, der har forstand på ledelse. Men de kan gennem kursusforløbet inspireres og lære af hinanden, og dermed få nogle nye værktøjer, som kan bruges i egen virksomhed. Jonathan"s rolle er derfor absolut ikke at undervise i ledelse, men at tilrettelægge rammerne for, at virksomhedsgrupperne fungerer. De ca. 25 mødedeltagere fik lejlighed til en god diskussion med de to foredragsholdere. Til slut orienterede Jørgen Jørgensen fra Himmerlands Udviklingsråd om et lokalt initiativ i samarbejde med Jonathan A/S om etablering af netværk mellem mindre virksomheder. Målet er at samle 12 – 16 virksomheder til et indledende seminar og efterfølgende mindre grupper, hvor man kan bruge hinanden til fælles gavn og udvikling

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...