Aalborg

Leder: Det er fuldstændig gak

AALBORG:- Det er fuldstændig gak. Hvad skal vi kunne nå i forhold til de ressourcer, der er opstillet, spørger leder af Børnehaven Ryesgade, Kirsten Sørensen, retorisk. Hun bryder sig bestemt ikke om oplægget til de besparelser, der er lagt op til på daginstitutionsområdet. - At udvikle børn er andet end dressere dem. Det er trist, at vi lever i så fattigt et samfund, at vi ikke vil satse på dem, der skal finde guldet til os i fremtiden, siger Kirsten Sørensen og påpeger, at ordet pædagog betyder at føre barnet ved hånden ind i samfundet. - Vi skal give barnet den rette mængde støtte og udfordringer, så det udvikler sig, men selvom vi har teorierne, så mangler vi tiden og hænderne. Hun er ligesom Henny Winther led og ked af konsekvenserne af de mange besparelser, som de sammen har oplevet i Ryesgade. - Det er ikke en gang løgn med kastanjerne. Vi skal nærmest vide, hvornår de falder, så vi kan planlægge det ind i vores kalender, påpeger Kirsten Sørensen med et smil på læben, men alligevel med et blik, så man ikke er i tvivl om, at hun savner noget fra 1981 i hverdagen. - Det er mangel på hænder, ører, øjne og hjerte. Vi havde tiden til at kunne forblive i de gyldne øjeblikke som for børn er selve kilden til livets glæde. I dag er vi så strukturerede, at samværet hurtigt bliver for alvorligt og overfladisk, siger Kirsten Sørensen.