Leder i USA's gymnastikforbund er fyret efter misbrugssag

Rhonda Faehn, leder af de kvindelige gymnaster, er fyret for sin rolle i misbrugssagen med lægen Larry Nassar.

Ritzau
Den amerikanske gymnast Aly Raisman er et af Larry Nassars ofre. Foto: Reuters/Dylan Martinez
Sport 19. maj 2018 09:01

Lederen af USA's kvindelige gymnaster, Phonda Faehn, er blevet fjernet fra sin post efter den omstridte sag om sexmisbrug, der har rystet sportsverdenen i USA.

Det meddeler USA's gymnastikforbund i en pressemeddelelse på vegne af præsidenten i forbundet, Kerry Perry.

- Rhonda Faehn er ikke længere i USA Gymnastics. Det er en personlig sag, som vi ikke vil diskutere i detaljer, siger hun i pressemeddelelsen.

Sagen drejer sig om sportslægen Larry Nassar. Han blev i januar idømt op mod 175 års fængsel for gennem to årtier at have forgrebet sig på flere hundrede amerikanske gymnaster.

Rhonda Faehns rolle i sagen er blevet undersøgt efter kritik, blandt andre fra nogle af ofrene i sagen. Tidligere OL-medaljevinder Aly Raisman har kritiseret Faehn for ikke at have reageret hurtigt nok, da hun blev klar over misbruget i 2015, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Jeg ved ikke, hvad hun gjorde eller ikke gjorde med disse oplysninger. Men jeg blev ikke kontaktet af FBI i over et år, og i den periode blev mellem 50 og 100 gymnaster forulempet, fortalte Raisman til avisen Indianapolis Star ifølge AFP.

Hos USA's gymnastikforbund erkender man, at det har været svært at skabe de nødvendige forandringer.

- Men vi vil ikke lade os afskrække fra at træffe nødvendige og dristige beslutninger for at omdanne vores organisation, siger Kerry Perry i pressemeddelelsen.

- USA Gymnastics er fokuseret på hver dag at skabe en stærk kultur, der sætter vores atleter først.

- I løbet af de næste par uger vil vi præsentere nogle positive ændringer, som styrker vores ønske om at få vores atleter til at træne og konkurrere på højeste niveau i et givende og sikkert miljø, siger hun.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...