Den reelle, grønne omstilling
Skal vi lykkes med den grønne omstilling, er to områder essentielle – og det handler ikke bare om vindmøller og elbiler.

Klimakrisen er en katalysator, som har potentialet til en mere holistisk tilgang til forbrug. Medbrug, om man vil, mener dagens lederskribent. Foto: Lars Pauli
Uanset om energikilderne er vindmøller, solceller eller atomkraft, så er det kun starten på den grønne omstilling. Vi er nødt til at tænke flere niveauer videre, hvis omstillingen skal lykkes. Corona lærte os alle vigtigheden af begrebet forsyningskæder. Det er, sammen med evnen til at se udfordringen udefra, nødvendigt at tænke ind i fremtidens løsninger. Eller rettere: nutidens løsninger.
Vi skal ikke bare kunne skabe grøn energi. Vi skal også kunne transportere og opbevare den. Samtidig skal vi kunne udnytte al den overskudsenergi og de restprodukter, der opstår undervejs.
Det handler ikke kun om, at den grønne strøm kan hældes på skibe, fly og lastbiler, men også om at lave CO2-neutral gødning til landbruget, som direktør for Energy Cluster Danmark, Glenda Napier, fortæller til Vigeur.
Det handler om hele måden at tænke i helhedsløsninger. Det gælder samtidig også for noget så jordnært, som de hænder, der skal udføre løsningerne. Når nye teknologier skal ud at gøre en forskel i virkeligheden, skal de både produceres, installeres og driftes. Det kræver arbejdskraft med de rette kompetencer.
Den grønne omstilling er en kæmpe, erhvervsmæssig mulighed, men også en uddannelsesmæssig udfordring og benzin på rekrutteringsbålet indenfor håndværksfagene (beklager den fossil-relaterede metafor).
Heldigvis er erhvervsuddannelserne også i gang med omstillingen, så fremtidens … nutidens medarbejdere er klar til at udføre forandringerne. Det kunne ses forleden ved DM i Skills, danmarksmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, hvor netop den grønne omstilling var i fokus. Der er også brug for det. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vurderer, at vi kommer til at mangle 99.000 faglærte i 2030.
Det handler om forsyningskæder – både når det gælder energi og hænder. Til gengæld er det større end klimakrisen og har potentialet til en mere holistisk tilgang til forbrug. Medbrug, om man vil.
Klimaudfordringerne er katalysatoren, men omstillingen ligger i både tankesæt og strukturer. Det er en omstilling af alt det, vi har været århundreder om at bygge op.
En kæmpe opgave. En kæmpe mulighed. Et kæmpe ansvar.
Lige noget for dig og mig.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.