En sag om ”grådighed” siger alt om det offentliges forkvaklede selvopfattelse

LEDER:Når offentligt ansatte i sundhedsvæsenet vælger at skifte til det private, er årsagerne mange, men reaktionerne fra omverdenen er typisk de samme.

De ansatte bliver mødt med nærmest udskamning, for hvordan kan man dog finde på at tilslutte sig ”den mørke side,” som den private sektor, i hvert fald blandt det offentliges mest trofaste disciple, ofte fremhæves som?

Et godt eksempel er Morten Zebitz Steiness, som Nordjyskes nye erhvervsmedie Vigeur for nylig skrev om. Han skiftede fra et job som overlæge på Aalborg Universitetshospital til et job som kirurg, medejer og direktør på et privathospital.

Det ”forbudte” skifte fra det offentlige til private. Den beslutning gik ikke upåagtet hen, og Morten Zebitz Steiness måtte som en slags forræder lægge ører til heftig kritik og beskyldninger om grådighed.

- Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom at stå som fodboldspiller og fortælle sine fans og sit hold, at man har valgt at skifte fra Real Madrid til Barcelona. Jeg har hørt rigtig mange grimme ting om mig som person og projektet her, siger Morten Zebitz Steiness til Vigeur.

Højere løn og pension samt bedre balance mellem arbejdsliv og privatliv bliver ofte brugt som argument for at skifte fra det offentlige til det private. For Morten Zebitz Steiness var lønnen ikke afgørende, men derimod muligheden for at undgå tidsspilde og rigide offentlige systemer.

- På Aalborg Universitetshospital opererede jeg maksimalt seks patienter om ugen. Her kan jeg næsten nå det dobbelte, og jeg har en meget bedre følelse, når jeg tager hjem om eftermiddagen, som han siger.

At overlægen skiftede til det private, er ikke udtryk for et enkeltstående tilfælde. Det vælger mange at gøre, viser tallene, og man undrer sig ikke.

Det offentlige i dagens Danmark er indhyllet i overdreven kontrol, kasse- og rammetænkning, endeløse arbejdsgange og sagsbehandlinger og udbredt mangel på tillid og respekt.

Derfor er det letkøbt, når man slår jobskifter til det private hen med, at det handler om løn og bonusser. Det handler om meget mere. Vi lever i en tid, hvor løn fylder mindre for både medarbejdere og ledere – særligt blandt de yngre generationer – og hvor meningsfuldt arbejde, ansvar og anerkendelse betyder mere.

Så det er arbejdsvilkårene i det offentlige, vi skal reformere, ikke lønchecken.

Samtidig skal vi én gang for alle gøre op med, at det offentlige opstiller det private som sin uvenlige modpol, der kun har øje for bundlinje. Stædigt har man skabt en fortælling om, at det offentlige er det eneste rigtige sted at arbejde, og derved fastholdes og næres den ”dem mod os”-mentalitet, som er så ualmindeligt trættende.

Lad os nu lade det offentlige og private spille sammen og gøre hinanden bedre. Det gavner kun os alle.