Levende kulturmiljø - eller bare fest og fadøl som mange andre steder?

LEDER:- Huset er parat til at give en del af sine rammer over til teatret, så vi kan bygge så effektivt, bæredygtigt og billigt som muligt. Men derfra og til at sige, at Huset lige laver et kompetencecenter for scenekunsten, som også skal have en producerende funktion, det er simpelthen et forsøg på at få en Tesla med chauffør, mens man kun vil betale for en knallert.

Så er det sagt. Af Michael Marino, daglig leder af Huset i Hasserisgade i Aalborg.

Huset har udsigt til at blive udstyret med en ekstra længe, som skal anvendes til fælles hus for Aalborgs vækstlag, ikke bare inden for musik, men også billed- og scenekunst.

En del af prisen er, at politikerne til gengæld lukker og slukker for såvel Det Hem'lige Teater som Kunsthal Nord.

På flere punkter sætter Michael Marino fingeren lige dér, hvor det kulturelt gør mest ondt, for "politikerne i Aalborg skal bestemme sig for hvilken kulturby, de ønsker. Om det er en med flot beton, marmor og glas, hvor vi kan smide produktioner fra hovedstaden ind. Sådan skal vi ikke en kulturby, men sådan er politik jo desværre", som Michael Marino siger.

Ingen kan være uenige om, at der de seneste årtier er blevet bygget nærmest i vildskab.

Sammenlignet med for bare 20 år siden er Aalborg et helt andet sted, ikke mindst når det gælder udseende.

Nogle byggerier bærer i høj grad af, at det ikke har skullet være kunst - det har skullet være færdigt, og noget af det skal vi såmænd nok ende med at blive glade for på kort sigt (som Niels Hausgaard på et tidspunkt har sagt om en borgerlig regering).

Men ét er at bygge, noget helt andet er at fylde ud - og lige nøjagtigt hvilket indtryk vil Aalborg gerne efterlade hos borgerne og omverdenen?

Skal Aalborg i højere grad være en skarpt profileret kulturby, kræver det i hvert fald et modigt opgør med, at det lokale, kreative kulturmiljø et meget langt stykke ad vejen har en tydelig fornemmelse af at måtte gå for håndører - mens der altid har været millioner og atter millioner af kroner til nogle af de initiativer, som en hvilken som helst større by kan arrangere, bare man har en såkaldt event-afdeling, som er tilpas stor og gavmild.

Med pengene i orden - og pladsen til rådighed - er det ingen sag at trække store navne til byen. Fest og farver og fadøl kan lokkes frem hvor som helst. Og af hvem som helst. Og ikke nødvendigvis en kommune.

Men en by af Aalborgs størrelse - landets fjerdestørste - skal vel også have plads til (og råd til) et rigt, indre kulturliv - "et levende og progressivt kunstmiljø", som Michael Marino kalder det. Også ét, hvor man ikke nøjes med tilsyneladende at satse ét sted, lige for tiden Huset, mens man fjerner grundlaget andre steder.

Af en eller anden grund ligger kunst og kultur yderst sjældent forrest i skuffen hos politikere - i valgkampe og til hverdag. Nærmest som om det kommer af sig selv. Eller som om det mest af alt er glasur på kagen.

Men coronakrisen - med især fællessang, men også andre spontane, kreative initiativer - viste hurtigt og tydeligt, hvor vigtigt det egentlig er.