Nordjysk prisvinder: En hyldest og en tilståelse

De er Danmarksmestre i service - vi er nogle, der har mærket det på egen krop.

Chefredaktør på Vigeur, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg.

Chefredaktør på Vigeur, Tom Bue. Foto: Claus Søndberg.

LEDER:Dette er både en hyldest – og en tilståelsessag. En hyldest til en institution i Nordjylland, som har været med til at gøre en forskel for landsdelens forbindelse til både hovedstad og resten af verden i mere end 80 år. En tilståelsessag for mig personligt i en penibel sag, som dog understreger hyldesten.

Forleden uddelte rejsebranchen sine priser, Danish Travel Awards, i Cirkusbygningen i København. Her modtog Aalborg Lufthavn for anden gang i træk prisen som Bedste Danske Lufthavn foran både Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn.

Vigtigheden af at kunne komme hurtigt ud i verden og få samarbejdspartnere og gæster hertil nemt kan næsten ikke overvurderes. Skal Nordjylland have stærke forbindelser både nationalt og internationalt, er smidig og effektiv infrastruktur en nødvendighed. Samtidig betyder det noget, at førstehåndsindtrykket man får som tilrejsende, er godt. At man føler sig velkommen.

Her er Aalborg Lufthavn i særklasse - uanset om man er på vej ud eller ankommer til landsdelen. Med imødekommenhed, service og pragmatisme. Det er absolut en velfortjent pris.

Dette understreges af følgende personlige oplevelse, som jeg ikke er specielt stolt af, men som dog taler til AALs ære.

For nogle år siden skulle familien flyve på en tiltrængt ferie fra Aalborg Lufthavn. Jeg sætter familien og bagage af på "Kiss and Goodbye"-pladsen for derefter at parkere på den store parkeringsplads, som jo er en af plusserne ved AAL. Inden da hjælper jeg dem dog lige ind til de automatiske checkin-automater. Det driller lidt – som automatik nogle gange gør – men det lykkes til sidst at få boardingkort ud til hele den lettere rejsestressede familie. Alt ender godt.

Først på vej hjem fra ferien, da vi begynder at gør klar til at komme hjem, går det op for mig, at jeg i grunden ikke kan huske, hvorhenne på den store, fine parkeringsplads, jeg endte med at parkere. Var det på P3 eller P1 … var det Q eller N? Tænk, jeg har slet ingen erindring om, hvor jeg stillede bilen … og pludselig går det op for mig, at årsagen, til at jeg ikke har nogen erindring om det, er, at jeg faktisk aldrig flyttede bilen fra "Kiss and Goodbye"-parkeringen. Udover at medpassagerer formentlig har været vidne til en af de største synke-lyde nogensinde, bliver resten af rejsen lettere anspændt for mit vedkommende. For hvad sker der egentlig, hvis man parkerer i over en uge på en p-plads med "No kisses above 3 minutes"? Kommer vi hjem fra ferie til en forrude tapetseret i p-bøder? Er bilen slæbt væk, så afslutningen på ferien bliver en march med oppakning for børnefamilien? Hvad tør man egentlig håbe på? For det virker helt ærligt utænkeligt, at der i løbet af en uge ikke vil være en eneste lufthavnsmedarbejder, der har bemærket den ualmindeligt langsomt-kyssende Toyota-ejer.

Det er derfor en meget spændt, nærmest dirrende familiefar, der har meget travlt med at komme ud fra bagagebåndet. Jeg bevæger mig mod udgangen som en blanding af en ninja og en kat, der i hvert fald ikke har væltet en vase på gulvet. Bagfra konstaterer jeg, at bilen stadig står der, og så nonchalant som overhovedet muligt med en puls på 160 nærmer jeg mig foruden for at se, om ferien er endt med at blive syv parkeringsafgifter dyrere end planlagt.

Hallelujah! Aalborg Lufthavn har tilsyneladende set igennem fingre med mit langstrakte afskedskys. Jeg genner familien ind og takker for verdens bedste service og forståelse for en halvstresset familiefar.

Nu skal dette på ingen måde tages som en opfordring til at afprøve denne mulighed. Jeg har dog også i andre sammenhænge oplevet en service, som er udover det sædvanlige. Og kommer man lige fra security i andre lufthavne, fornemmer man i hvert fald forskellen.

Nu er det så op til Aalborg Lufthavn ikke at hvile på laurbærrene. I fremtiden handler det ikke kun om service og p-pladser, men også om klima og CO2-aftryk. Det kunne være fabelagtigt, hvis det lykkes at omstille AAL til Danmarks første klimaneutrale lufthavn. Et kæmpe mål, som kræver bredt samarbejde, helt nye løsninger og massive investeringer.

Men hvis det lykkes, garanterer jeg dem verdens længste kys.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.