Nordjyske mener: Alexandra og Benedicte står ved udskældt holdning - derfor er det vigtigt
Hvis vi vil gøre alvor af de grønne målsætninger, så det kræver det, at man accepterer, at den ikke kommer uden en pris

Redaktionschef Kathrine Lykkegaard Jeppesen. Foto: Torben Hansen
LEDER:Alexandra Syberg og Benedicte Karlog stod i et dilemma: Skulle de holde deres mund i frygt for at ødelægge den gode stemning? Eller skulle de kaste sig ud i en lokal debat om et nyt kæmpe energianlæg, der skal placeres blot få kilometer uden for Øster Hurup?
Heldigvis valgte de det sidste, som Nordjyske for nyligt har beskrevet.
Bølgerne går ofte højt, og modstanden fylder mest, når det handler om, hvor der skal etableres nye solcelleparker og vindmøller på land. Vindmøllerne støjer, solcelleparkerne ødelægger udsigten, og de storstilede grønne projekter risikerer at koste natur og biodiversitet.
Men Alexandra Syberg og Benedicte Karlog ser gerne, at der kommer flere vindmøller - også gerne i deres nærområde. Som et relativt nye borgere i Øster Hurup er det dog ikke nødvendigvis omkostningsfrit at have den holdning, for der er langt mellem vindmølle-fortalerne på de sociale medier - og i den lokale købmand hænger en plakat med ordene "NEJ TAK TIL VINDMØLLER" på en fast plads ved kassen. På trods af det valgte de alligevel at stå ved deres holdning:
- Vores indtryk var og er, at mange af dem, der deler vores holdning til sagen, undgår at melde sig på banen af frygt for negative reaktioner, lød det fra Alexandra Syberg forleden overfor Nordjyske.
- Vi tror på, at vi repræsenterer det tavse flertal. Men mange er simpelthen for konfliktsky til at sige deres mening højt. Det valgte vi så at gøre, lød det videre fra Benedicte Karlog.
Her har parret helt ret i deres analyse. For omkring et år siden foretog Nordjyske en undersøgelse, som viser, at 77 procent af nordjyderne er for opstilling af solcelleparker i deres nærområde i en radius af op til 5-10 kilometer fra deres bopæl. Når det gælder vindmølleparker, er opbakningen på 62 procent.
Hvis der skal komme skub i den grønne omstilling, så kræver det - blandt meget andet - folkelig opbakning. For den ofte højrøstede modstand kan i sidste ende stoppe de storstilede grønne projekter. Og hvis vi vil gøre alvor af de grønne målsætninger, så det kræver det, at man accepterer, at den ikke kommer uden en pris.
Det er afgørende med stemmer i debatten, som repræsenterer den holdning. Derfor fortjener Alexandra Syberg og Benedicte Karlog stor ros for at stå ved - og stå frem med - deres holdning både på de sociale medier og i et etableret medie som Nordjyske. Det er en vigtig påmindelse om, at selvom modstanden ofte fylder mest, så er langt de fleste nordjyder ubetinget for den grønne omstilling - også selvom det støjer og koster udsigt.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.