Nordjyske mener: De stormhærgede badehuse skal ikke beskyttes for enhver pris

Med det privilegium at have et badehus direkte på stranden følger også en risiko

Lokale arrangerer fælles oprydning efter stormens hærgen på Løkken Strand.  <i>Foto: Henrik Bo</i>

Lokale arrangerer fælles oprydning efter stormens hærgen på Løkken Strand.  Foto: Henrik Bo

Det var et trist syn at se billederne af badehusene på Løkken Strand, som blev hårdt medtaget af stormen for nyligt. Flere af de ikoniske badehuse er kraftigt beskadiget eller helt ødelagte. 

Det er let at forstå ærgrelsen hos de familier, som nu må i gang med at udbedre skaderne eller have fat i et helt nyt hus. De fleste af strandhusene er ikke forsikrede. 

Men det er også en vigtig påmindelse om, at vi ikke i alle tilfælde hverken kan eller skal kontrollere naturen. 

Det er et enormt privilegium at have adgang til et badehus placeret direkte på stranden med fuldstændig havudsigt. Den mulighed kan de fleste kun drømme om. Men med det privilegium følger også en risiko. For med den beliggenhed er badehuset selvsagt særligt udsat, når der opstår voldsomt vejr. Det er et vilkår, som vi ikke kan eller skal ændre på. 

I mediernes dækning af stormskaderne virker det, som om at nogle har glemt den risiko. Der bliver foreslået tiltag som hård kystsikring og lignende, men her må vi nå til den erkendelse, at vi som mennesker ikke har den fuldstændige kontrol over naturen, som vi ellers er så vant til i mange andre sammenhænge. Badehusene skal ikke beskyttes for enhver pris.

Der blev ellers gjort et ihærdigt forsøg for at være på forkant med stormens hærgen. Entreprenør Bo Sand havde forud for stormen travlt med at fjerne badehuse fra stranden i Løkken. Her nåede man at køre omkring 40 badehuse væk fra stranden. Der står 480 badehuse på Løkken Strand. Men man kunne altså ikke nå at fjerne alle de udsatte badehuse. 

Og så er det vigtigt at huske på, at der altså her er tale om små skure, som skal bruges til at klæde om i og opbevare strandstole i. Så selvom de små huse selvfølgelig også for ejerne rummer mange gode minder, så er der altså ikke tale om folks hjem. 

Selvom vi endnu engang blev mindet om, at naturen er barsk, så rummer hændelser som disse også potentialet for at styrke vores fællesskab og sammenhængskraft. 

Det skete også i tilfældet med stormen og blev især tydeligt, da en række borgere fra Løkken hurtigt efter stormen fik arrangeret et fælles oprydningsarbejde, som er gået i gang fredag.  Selvom det er den enkelte badehus-ejers ansvar at rydde op efter stormskaderne, så står lokalsamfundet sammen om den opgave. Det fortjener stor ros. 

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.