Nordjyske mener: Pas på dine fugle på taget. Hvis Skat ser dem, risikerer du en regning
De nye ejendomsvurderinger har fået masser af kritik. På et væsentligt område er det helt på sin plads
Opdateret kl. 09:18
Tanken er i sig selv ikke rar. Men prøv alligevel.
Forestil dig, at der pludselig tikker en officiel melding fra Skat ind i din eboks.
Du åbner modvilligt brevet og læser beskeden:
Skat konstaterer, at du har en opsparing stående på din konto. Opsparingen kunne bruges til investeringer, som du hermed beskattes af på forhånd.
Desuden har du med din indtægt mulighed for at købe en bus, som kunne bruges til etablere en virksomhed med turistkørsel i weekender og ferier ved siden af dit faste arbejde. Værsgo at betale afgift på bussen og skat af den potentielle indtægt. Nu.
Og Skat har opdaget, at du spiller fodbold i den lokale klub. Maksimerede du den indsats, kunne du måske blive professionel. Den løn, det kunne indbringe, får du også en skatteopkrævning på.
Rolig. Eksemplerne er opdigtede. Og sat på spidsen.
Men desværre. Det er lige præcis den vej, politikerne på Christiansborg nu for alvor sender skatteopkrævningen nedad: Du beskattes af dine muligheder. Om du bruger dem eller ej.
Det er i hvert fald den nyskabende opfindsomhed, som tusindvis af boligejere har oplevet i forbindelse med de nye ejendomsvurderinger.
Tv2.dk ridser nogle eksempler op.
Her er historien om parcelhuset i Fredensborg, hvor grundværdien overstiger ejendomsværdien. Jo, begrunder Skatteministeriet, der er mulighed for at udstykke grunden, hvis der ikke lå et hus på den.
Og eksemplet med frugtplantagen på Djursland, hvor grundværdien er steget fra 660.000 kroner til plus 32 millioner. Jo, skriver Skatteministeriet, der kan opføres fritidsboliger i flere etager på arealet.
Eller den om parcelhusejeren fra Valby, hvis grundværdi nu rammer godt 25 millioner kroner. Jo, skriver Skatteministeriet, huset kunne udbygges med flere etager, derfor den høje grundværdi.
Og så videre.
Konkluderet med lidt for pæne ord: Det er en kende for frisk, når vi beskattes af "fugle på taget" - af gevinster, der ikke er realiseret, eller som vi ikke engang har et ønske om at indkassere.
Med omvendt fortegn - men ud fra samme princip - ville jeg gerne se skattefars udtryk i ansigtet, hvis jeg oprigtigt bad om at betale mindre i skat, fordi jeg kunne vælge at gå på dagpenge, men alligevel beholdt mit faste arbejde.
Nej, vel?
Det er en farlig vej, politikerne på Christiansborg bevæger sig ud ad, når skatten ikke afregnes efter, hvad vi får og har, men efter muligheder.
Det er Kafkask, når det ikke længere er nok at slå fast, at jeg ikke vil bygge et legeland eller udstykke min grund i flere parceller - og Skat blot svarer: Men du kunne godt ...
Skatteinddrivelse er en følsom sag. Den skal føles rimelig og retfærdig.
Det er skat på muligheder langt fra. Og det er farligt, hvis du og jeg får oplevelsen af at blive snydt på skatten - for så ligger det snublende lige for at "snyde tilbage", hvor det er muligt.
Det skal vi gøre alt for at undgå. Så drop venligst, men bestemt skatten på, hvad vi kunne tænkes at gøre. Nu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.