Nordjyske mener: Hvem vandt egentlig, da otte lukningstruede skoler i Aalborg Kommune blev fredet?

Hvad er mest værd: Levende lokalsamfund eller skolebørn i trivsel? 

Eller sat yderligere på spidsen: Hvad vil du helst, bo i en landsby med liv i eller have et barn, der får den rette støtte og opmærksomhed i skolen? 

Spørgsmålet er naturligvis umuligt at svare på, det er at sammenligne to usammenlignelige størrelser, som man i øvrigt ikke har en målestok for.  

Alligevel har politikerne i Aalborg op til dette års budgetforhandlinger måttet forholde sig til netop dét: Skoleforvaltningen havde fået en bunden opgaven i at finde besparelser for 120 millioner kroner på folkeskoleområdet og kunne inden sommerferien opstille et regnestykke, hvor lukningen af otte mindre skoler kunne være løsningen.

Forslaget vakte ramaskrig i de otte lokalsamfund. I Nordjyllands med længder største kommune har skolelukninger tidligere været tabu, og ikke bare forældre, men hele landsbysamfund, blandt andet i Nørholm og Ulsted, kæmpede imod med næb og kløer.

En skole er nemlig ikke bare et sted, hvor nærområdets børn befinder sig syv-otte timer om dagen. Skolen er en arbejdsplads, og den bidrager med lokaler til foredrag og møder, med udearealer, legeplads og fodboldmål.

En landsbyskole i nærheden kan sågar betyde flere 100.000 tusinde kroner for prisen på dit hus, hvis du vil sælge det.

Landsbyerne "vandt" allerede inden startfløjt. Politikerne vendte tommelfingeren nedad i en grad, så skolelukningerne helt er taget af bordet, inden budgetforhandlingerne er gået i gang.

Men børnene i Aalborg Kommune vandt ikke nødvendigvis, hverken dem i de lukningstruede skoler eller alle de andre. Sparekravet til skoleområdet står ved magt, og forvaltningens alternative liste til besparelser er hjerteskærende læsning: Større klasser og færre ressourcer til nogle af de elever, der har særlige behov for bare at nævne et par af punkterne. De små landsbyskoler går heller ikke ram forbi, de mister den lokale ledelse og dermed en del af deres autonomi.

Rådmand for området i Aalborg, Morten Thiessen (K), satte tidligere på ugen meget nuanceret ord på de svære - nærmest umulige - valg, politikerne står overfor. Selvfølgelig vil alle gerne have liv i landsbyerne, men de senere års historier om mistrivsel blandt danske børn lader jo ingen lokalpolitiker uberørt.

Man kan mene, at kommunens politikere populært sagt tisser i bukserne, når man sparer på netop klassestørrelser og sociale indsatser, fordi man risikerer at skubbe nogle børn helt ud af normalskolen og over i et specialtilbud, som i givet fald vil ramme kommunens økonomi med endnu større kraft.

Det kan på længere sigt blive meget dyrt at være en fattig kommune og skulle spare på skoleområdet.