Nordjyske Mener: Hvis jeg får varme hænder, er jeg med på kold overvågning

Hvorfor stopper sygeplejersker i det offentlige - og hvad skal der til for, at de bliver? Det spørgsmål forsøgte en gruppe forskere fra Københavns Professionshøjskole denne sommer at svare på i en rapport med samme titel. 435 sygeplejersker, der havde skiftet til den private sektor, blev blandt andet spurgt om, hvad der skal til for, at de vender tilbage til det offentlige system, der så desperat mangler dem.

Det viste sig, at der var et muligt trumfkort mellem de mere klassiske forhold som højere løn, bedre normeringer og bedre arbejdsvilkår. Jobbet havde nemlig noget, som sygeplejerskerne savnede. Gerningen i det offentlige sundhedsvæsen gav dem mere mening i tilværelsen.

Sygeplejerske Jeanne Kroge har tidligere fortalt til Vigeur: ’’Vi skifter altså ikke job, fordi vi er grådige eller kyniske. Det handler om arbejdsforhold, og det handler om, at det er uværdigt, det vi gør for patienterne. Jeg kan sagtens tåle at have travlt, men det skal give mening. Det er drænende at udføre et utilfredsstillende stykke arbejde, især når man har med mennesker at gøre.’’

Mening er nøglen. Problemet er, at jobbet stadig er fyldt med meget, der ikke umiddelbart giver mening. Endeløse rapporteringer og registreringer, som ikke indlysende bidrager til meningsfuldheden. Lidt som et tidligere eksempel bragt i Nordjyske, hvor en sosu-assistent skulle igennem 52 klik og registreringer for at udlevere en insulinpen.

Pointen her er imidlertid ikke at male sig op i den klassiske "drop unødige registreringer"-krog. Der er en grund til, at vi som samfund gerne vil kontrollere og sikre, at eksempelvis medicin, pleje og andet foregår både sikkert, forsvarligt og effektivt. Det vil ingen give køb på - tværtimod falder der politisk brænde ned, hvis der er en finger at sætte på den slags, når der sker fejl eller uheld.

Vi lever dog i en tid, hvor den teknologiske udvikling er midt i en eksponentiel sprint. Vi kan overvåge, registrere og optælle utrolige mængder data med simple sensorer, der allerede findes omkring os. Elektroniske låse, mobiltelefoner, kameraer, wifi-ID’er, el-målere ... data kommer alle steder fra og kan behandles med effektive algoritmer, der straks finder anormaliteter og mønstre.

I en verden, hvor vi kan betale med ansigtet, tracke vores pakke med sportssko minutiøst hele vejen fra et distributionslager i Holland og stille varmen i sommerhuset på mobilen, burde vi så ikke kunne frigive nogle hænder med teknologiens hjælp?

Men lugter det ikke af totalitær overvågning? Jo, hvis det bliver misbrugt. Omvendt eksisterer mange af mulighederne allerede, og de farligste er faktisk dem, vi selv lader misbruge os. Enten for at spare 29 kroner til en mobilapp, for at kunne udfordre Facebook-vennerne i at vande høns eller se, hvordan man kommer til at se ud som gammel med en simulator på SoMe, hvor folk gladeligt kaster alle GDPR-forbehold overbord for et mobilspil og et sjovt billede.

Det giver mening at bruge teknologien der, hvor vi kender formålet og ovenikøbet kan kontrollere det. Et eksempel på spidsen: Ja, der er noget mindsket frihed i at tracke en dement beboer, der forlader et plejehjem, men hvem vil ikke foretrække det fremfor at finde vedkommende forkommen i en mose? Og hvis "helt normalt fungerende bedste" får valget mellem en hjemmehjælper, som bruger en stor del af sin tid på registrering og kontrol, men som samtidig er GDPR-compliant til de mindste, etiske detaljer - eller noget teknologisk overvågning og en hjemmehjælper, som har overskud til at være menneskeligt til stede, så tror jeg sidstnævnte vinder. Måske bliver der endda tid til et spil Farmville.

Det lyder etisk skræmmende og er det for så vidt også. Det er bare også en vild mulighed for at mindske en kontrol- og registreringsbyrde i nogle fag, hvor vi har mere end mangel på de varme hænder, som i øvrigt søger væk fra den slags opgaver.

Måske kan sikkerhed, etiske problematikker og GDPR-hensyn endda også løses med teknologi.

Vi har brug for at give de mennesker, som gerne vil arbejde i sundheds- og plejesektoren, så megen tid til det meningsfulde, som overhovedet muligt. Både for deres skyld - og alle os andre.