Nordjyske mener: I denne uge afgik blå blok ved døden

Jakob Ellemann-Jensen har sendt et granatchok gennem det borgerlige Danmark. Måske det er nødvendigt

Den borgerlige opposition vil bilde danskerne ind, at vi kan fremrykke investeringer i forsvaret - uden at bede danskerne om at yde en ekstra indsats. Det er useriøst, skriver Karl Erik Stougaard i dagens leder. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Den borgerlige opposition vil bilde danskerne ind, at vi kan fremrykke investeringer i forsvaret - uden at bede danskerne om at yde en ekstra indsats. Det er useriøst, skriver Karl Erik Stougaard i dagens leder. Foto: Lars Pauli

LEDER:Venstre står frit ved næste valg og vil ikke binde sig til hverken den nuværende SVM-regering eller den borgerlige lejr. I stedet vil partiet præsentere sin egen politik og forsøge at gennemføre den efter valget med de partier, der vil være med.

- Vi kommer til at stå i egen ret, siger Venstres Jakob Ellemann-Jensen og efterlader dermed sin tidligere familie i blå blok i chok og vantro. De er ikke længere nødvendige, og de ved det.

Konservative er bekymrede og imødeser med gru et tiår med Mette Frederiksen som statsminister. Inger Støjberg kalder Ellemanns sololøb for vanvittigt og siger, at vælgerne må stemme på en anden end ham, hvis de ønsker en borgerlig regering. Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance er mindst lige så fornærmet.

Det er ikke let at blive forladt. Det er slet ikke let, når de borgerlige partilederes eneste, tilbageværende venner synes at være den lige så desillusionerede opposition på venstrefløjen. Støjberg har nu fået Enhedslistens Mai Villadsen på speed dial, og hun ved ikke rigtigt, om hun skal grine eller græde.

Det håbløse forløb om store bededag afslører dybden i den borgerlige krise. De burde hylde forsøget på at finde penge til at styrke det danske forsvar. En borgerlig mærkesag om nogen.

I stedet piver de over regeringens magtfuldkommenhed, fordi den har afvist deres alternative spareplan. Hvilket regeringen har gjort ret i. Spareplanen ville nemlig sætte infrastruktur-projekter som for eksempel 3. Limfjordsforbindelse i bakgear og ikke bidrage til at få en eneste dansker mere i arbejde. At øge arbejdsudbuddet burde være en anden borgerlig mærkesag, men også den er blevet svigtet.

I afmagt taler de nu om en folkeafstemning om store bededags afskaffelse, fordi de ikke har flertal i Folketinget til at få deres vilje igennem på almindelig, demokratisk vis. En tredje borgerlig dyd er dermed smidt over bord.

Jakob Ellemann-Jensens udmelding om at sætte Venstre fri kan føre til den tanke, at han en gang for alle har opgivet at se en fremtid sammen med de nuværende partier og ledere i blå blok. I så fald er hans analyse rigtig.

Der er ingen politik eller værdier, der binder Venstre sammen med Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti. Et liberalt parti med et dybfølt ønske om at hjælpe erhvervslivet ved at øge arbejdsudbuddet kan naturligvis ikke gå side om side med nationalister, der vil lukke Danmarks grænser hermetisk af for udenlandsk arbejdskraft. Det er meningsløst.

Ligesom det ikke giver mening at ville fremrykke investeringer i dansk forsvar i samarbejde med partier, der vil bilde danskerne ind, at pengene kan findes, uden at nogen kommer til at yde en ekstra indsats. Det er useriøst.

Men Jakob Ellemann-Jensens hensigt kan også være en anden. Hvis han har meldt Venstre ud af blå blok i et forsøg på at disciplinere de tilbageværende partier, kan det give god mening. Søren Pape Poulsen og Alex Vanopslagh er tydeligt rystede over bruddet. Måske de indser, at de risikerer at blive marginaliserede og sat i bås med populister, hvis de ikke begynder at vise vilje til at finde reelle løsninger på Danmarks mange udfordringer.

Med sin udmelding har Venstres formand ændret selve den grundstruktur, der har hvilet under dansk politik gennem de seneste årtier. Det kan være det granatchok, der skal til for at få bygget et nyt, borgerligt alternativ op – helt fra bunden.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.