Nordjyske mener: Lizettes gramseri skal koste jobbet. Ellers er hykleriet totalt

LEDER:Det er en lille smule svært at forestille sig, at formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard, mandag skulle have stået som hovedtaler til 1. maj i Fælledparken.

Bizart, er måske det mest passende ord.

For en af landets mest magtfulde kvinder er lige nu hovedperson i en sag om upassende opførsel og seksuel chikane af en række mandlige ansatte. Mændene har alle oplevet, hvordan Lizette Risgaard tilsyneladende har svært ved at holde fingrene fra deres numser ved festlige lejligheder.

Den grænseoverskridende adfærd har stået på over flere år, og fredag mødtes forretningsudvalget i FH til hasteindkaldt krisemøde. Her blev udfaldet en ekstern advokatundersøgelse, og at Lizette Risgaard hverken opsiges, går af eller hjemsendes.

I løbet af dagen tog kritikken til, indtil at hovedpersonen om aftenen selv meddelte, at hun går på selvvalgt orlov. Det var det mindste, man kunne forvente. Men mere skulle have gjort det.

At fagbevægelsens øverste chef, som repræsenterer 1,3 millioner lønmodtagere, har været totalt blind over for egen magtposition, da hun gramsede på mandlige kolleger, er uforståeligt. På grænsen til utroværdigt.

At hun ikke er blevet hjemsendt eller i første omgang selv bad om at blive hjemsendt, mens advokatundersøgelsen står på, er lige så uforståeligt.

Mindre tåkrummende bliver det ikke, når Lizette Risgaard samtidigt med en uforbeholden undskyldning har travlt med at fremhæve sig selv som ”en krammer”. Her glemmer fagforeningsbossen tydeligvis, at der er stor forskel på at give en krammer og befamle en numse gennem to vers af en arbejdervise.

Og at det ikke er krænkelsens type, der er definerende for sagens alvorsgrad, men at Lizette Risgaard har misbrugt sin magtposition til at befamle ansatte i hierarkiet under sig.

Den måde, som fagbevægelsen har håndteret sagen på, er lige så beskæmmende. Berlingske og Ekstra Bladet er i besiddelse af materiale, som entydigt viser, at ledelsen i FH tidligere er blevet orienteret om den grænseoverskridende adfærd.

Tilsyneladende har det været nærmest almen viden internt i fagbevægelsen, at Lizette Risgaard er glad for at tage på yngre mænd – eller ”utrolig god til at finde hullerne mellem skjorteknapperne,” som en ansat formulerer det.

Hvorfor i alverden har FH ikke grebet ind?

Måske fordi fagbevægelsen de senere år har demonstreret en imponerende evne til at dække over egne folk selv ved uordentlig adfærd og dårlig ledelse.

Se bare Per Christensen, der for et år siden gik af som 3F-formand efter afsløringerne af hans udspekulerede dobbeltliv med flere kvinder. Han blev kort tid efter genansat i en af 3F’s lokalafdelinger.

Det samme gjorde en højtstående kvindelig 3F-leder, der kort forinden var blevet sendt på orlov og frataget alle sine ansvarsområder efter en sag om krænkelser af en mandlig medarbejder.

Kammerateriet længe leve.

Sagen om Lizette Risgaard bør have det soleklare udfald, at hun går af. Fagbevægelsen kan ikke med troværdigheden intakt beholde en øverste chef, der har prædiket nultolerance over for krænkende adfærd og systematisk gjort sig skyldig i netop dette.

Så svigter man både medlemmer og kampen for en bedre arbejdskultur i Danmark.