Nordjyske mener: Kære Allan. Det har aldrig været i orden at klappe nogen bagi

LEDER:Har det nogensinde været inden for rammerne af passende arbejdskultur at tage yngre kolleger på bagdelen?

Svaret er selvfølgelig nej, men når man ser, hvad en af de mest fremtrædende 3F’ere i Nordjylland i disse dage siger til en række medier, kan man godt komme i tvivl.

Det drejer sig om 3F’s formand i Aalborg, Allan Busk. Han er en blandt mange af spidserne i fagbevægelsen, som måtte ud at kommentere den nu forhenværende FH-formand Lizette Risgaards gramse-sager.

Og det, han sagde, afslører en himmelråbende fejlslutning i debatten om, hvorvidt Lizette Risgaard har ageret utilstedeligt eller ej.

For selvfølgelig skulle Lizette Risgaard aldrig have ”klappet en ung mand i røven,” som Allan Busk formulerer det til Jyllands-Posten. Men man må jo forstå, at denne sag også er udtryk for en generationskløft, når det kommer til at definere, hvad der udgør en upassende berøring.

- Vi må erkende, at tiden er en anden, og at mennesker tænker anderledes, siger Allan Busk blandt andet til TV2 Nord.

Det er altså tiden, den er gal med, må vi forstå. Spillereglerne har ændret sig, konstaterer 3F’s Aalborg-formand.

Og her når vi så frem til den himmelråbende fejlslutning.

For hvornår er det lige, at det har været uskyldig skik at bruge sin magtposition til at gramse på kolleger? Aldrig. Det har aldrig været uskyldig skik, men mange har givetvis ikke turdet råbe op om det før nu.

Fokus har ændret sig, ja. Konsekvenserne har ændret sig, ja. Men spillereglerne er de samme som altid. For topbosser og alle os andre.

Sagen om Lizette Risgaard handler ikke om generationskløfter, eller at yngre mennesker er mere tyndhudede og følsomme end ældre, hvad angår adfærd og berøring på arbejdet.

Tror man det, misser man fuldstændig pointen med det hele.

Allan Busk henviser til et enkelt klap i røven, men glemmer behændigt, at der med Lizette Risgaard er tale om mindst 10 tilfælde af grænseoverskridende adfærd. Ikke et kram, der varede for længe, eller lidt pillen ved en skjorteknap.

Nej, definitionen af seksuel chikane. Vel at mærke over flere år, og vel at mærke i en fagbevægelse, der har været bekendt med hendes opførsel eller i det mindste hørt gangsladderen – uden at gribe ind.

Og som først krævede hendes afgang, da presset fra baglandet og den dårlige omtale i medierne blev stor nok.

Man fristes til at spørge, om fagbevægelsen helt har indset alvoren?

Har den opfanget det tragikomiske i at prædike nultolerance over for seksuel chikane udadtil, når den øverste af alle chefer indadtil befamler ved festlige lejligheder?

Når en fremtrædende fagforeningsmand som Allan Busk forsøger at afbøde Lizette Risgaards handlinger med henvisning til yngre generationers opfattelse af upassende adfærd, kan man grine eller græde.

Jeg vælger det sidste.