Nordjyske mener: Kigger du med deroppe, Preben? Du fik fuldstændig ret

Smedens sidste ord blev nærmest profetiske. En svær og følsom debat er rykket helt ind i magtens centrum - og den vedrører os alle

Preben Nielsen blev ramt i hovedet af en europalle fra tredje sals højde og blev lam fra halsen og ned. Fra det ene øjeblik til det andet ude af stand til nærmest alt. Derfor besluttede han sig for, at han ville dø, og han måtte til Belgien for at få sin vilje. <i>PR-foto: Solveig Lydiksen/DR</i>

Preben Nielsen blev ramt i hovedet af en europalle fra tredje sals højde og blev lam fra halsen og ned. Fra det ene øjeblik til det andet ude af stand til nærmest alt. Derfor besluttede han sig for, at han ville dø, og han måtte til Belgien for at få sin vilje. PR-foto: Solveig Lydiksen/DR

LEDER:- Alle jer selvretfærdige skiderikker, der sidder og bestemmer, om jeg må få lov at dø. I tager fejl. For i sidste ende er det smeden, der får lov at bestemme. Og lige om lidt skal jeg dø. I kommer til at snakke om det, hvad enten I vil det eller ej. Tak for denne gang.

Ordene er Preben Nielsens, og de blev hans sidste på denne jord.

Smeden, der ville dø, og som måtte til Belgien for at få sit ønske opfyldt, pustede i efteråret nyt liv i debatten om aktiv dødshjælp, da en DR-dokumentar fulgte de sidste fire uger af hans liv.

Et halvt år efter udsendelsen var sendt, opnåede et borgerforslag om legalisering af aktiv dødshjælp de nødvendige 50.000 underskrifter.

Derfor skal det behandles, når Folketinget vender tilbage fra sommerferie.

Allerede nu har statsminister Mette Frederiksen erklæret sig som fortaler for aktiv dødshjælp i en vis form. Og hun står langtfra alene.

I en ny meningsmåling fra Voxmeter svarer 63 procent af de repræsentativt adspurgte danskere, at de mener, at aktiv dødshjælp skal være lovligt i Danmark.

At 37 procent svarer nej eller ved ikke, siger noget om, hvor delte meninger der er om emnet.

Debatten om aktiv dødshjælp er ikke ny, men begravet bliver den aldrig. Den er evigt aktuel, for den rører ved noget af det mest fundamentale og uomtvistelige ved livet; nemlig at vi alle skal dø.

Om du tror på det ene eller andet eller slet ingenting, er udgangen den samme. Liv og død hænger uløseligt sammen.

Det store spørgsmål er, om vi ikke er nået dertil, hvor debatten om aktiv dødshjælp ikke længere bør handle om for eller imod. Kan der fortsat insisteres på, at aktiv dødshjælp under ingen omstændigheder må være tilladt? Eller bør vi i stedet fokusere snakken på, i hvilke situationer det skal være tilladt?

Noget tyder på, både folkestemning og de politiske vinde blæser i den retning. 

Modstandere mener, at aktiv dødshjælp er det samme som at sige, at nogens liv ikke er værd at leve. At vi indirekte skubber nogen til at overveje, om de skal lade sig tage af dage, og at en dødelig sprøjte er uetisk og forkert - uanset hvor meget et menneske lider.

Den argumentation er i udgangspunktet lige så reel og valid som den, der fremføres af fortalere. Problemet er bare, at nuancerne går tabt, hvis debatten trækkes for hårdt op. 

Hvis den bliver sort-hvid. Lad os i stedet tage den på et nuanceret og fordomsfrit grundlag med plads til alle synspunkter - også dem, der afviger fra din egen.

At et så svært og følsomt emne som dette nu er flyttet helt ind i magtens centrum, er godt. Regeringen har en erklæret ambition om at træffe store beslutninger og sætte markante aftryk på vores samfund.

Det kan den lige så vel gøre her som på alle andre områder.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.