Nordjyske mener: Nej, du fører ikke tilsyn med en gratis fadøl i hånden og ægtefællen under armen
Aalborg Kommune har været under kritik for at håndhæve reglerne for goder til politikerne alt for løst. Nu er der en opstramning på vej - og det er kun godt
LEDER: Det er tilsyneladende en balance, der er svær at finde.
I hvert fald for de lokale politikere.
For mens en ansat i den kommunale hjemmepleje, på sygehuset eller i folkeskolen godt er klar over, at man skal tænke sig om og sige nej tak til ret meget mere end en guldkaramel fra de mennesker, man servicerer, har det været anderledes blandt de folkevalgte beslutningstagere i Aalborg Kommune.
Gennem flere artikler har Nordjyske beskrevet, hvordan politikerne får entréer og billetter til kulturbegivenheder og steder.
Senest har vi været på Nibe Festival, hvor samtlige byrådspolitikere plus ledsager fik tilbudt en VIP-billet til en værdi af 1700 kr. pr. næse - inklusiv musik og forplejning på både mad og drikke.
Nogle politikere sammenlignede det med et almindeligt tilsynsbesøg - som på en skole.
Men her må vi bare sige: Nej, man laver ikke kommunalt tilsyn med gratis fadbamse i den ene hånd, mad på festivalens regning fra en aalborgensisk toprestaurant i den anden, mens man oven i har sin kæreste under armen.
Det er simpelt hen ikke troværdigt.
Enten betaler man selv. Eller også afholder kommunen udgiften i det omfang, det kan forsvares i forhold til at skabe indsigt for skatteborgernes penge. Hvis politikerne da ikke blot melder deres ankomst uden forventning om at få noget undervejs.
Den holdning bakkes op af flere eksperter. Blandt andre Bente Hagelund, jurist og ekspert i forvaltningsret, som siger:
- De her regler er ikke lavet, fordi vi jurister gerne vil gå i stram nederdel og være strikse. De er lavet, så man kan have tillid til den offentlige sektor og til de folk, som sidder og træffer beslutninger, så der ikke opstår mistanke om nepotisme og magtfordrejninger. Så det er på tide at få det stoppet.
Så det handler på ingen måde om at gå i små sko over for politikerne og begrænse dem i at komme ud og opleve og suge til sig. Det er netop afgørende for deres virke, at de har rod i virkeligheden.
Det handler kun om formen:
At der ikke må opstå eller blot skabes mistanke om et afhængighedsforhold mellem politikerne og dem, de støtter. At der er rene linjer og ikke nogen "noget-for-noget-kultur".
Derfor er der grund til at anerkende, at både politikere og forvaltning i Aalborg Kommune tager kritikken alvorligt. Sætter ind, giver reglerne et eftersyn og skærper opmærksomheden.
Selv om de folkevalgte her og nu kommer til at afgive nogle goder, vil de på en helt anden bane vinde noget, der er langt vigtigere:
Nemlig tillid. Tillid til at de ikke er i lommen på nogen, men i stedet er styret af deres politiske overbevisning og ambition.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.