Nordjyske mener: Skagboerne vil være med til at bestemme: Mon de bliver hørt i Frederikshavn?
Interessen for at være med i Skagen Byting stiger markant. Og det er en positiv udvikling, da det viser, at der er interesse for at præge byens fremtid

Jens Peter Svarrer, redaktionschef hos Nordjyske. Foto: Torben Hansen
LEDER:Hvis der er nogen, der vil være med til at definere Skagens fremtid, så er det tilsyneladende skagboerne selv.
Sådan ser det i hvert fald ud, hvis man kigger på udviklingen i antallet af medlemmer i Skagen Byting.
I løbet af den seneste måned er medlemstallet røget i vejret fra 164 til 218.
Og forventningen er, at det tal stiger yderligere, når flere debatarrangementer om udviklingen af og i Skagen er på programmet i den kommende tid. Sådan lyder det fra Chresten Sloth Christensen, formand for Skagen Byting.
Tendensen er interessant og værd at hylde.
Den kan nemlig ses i sammenhæng med den stribe artikler vedrørende det maritime museumsprojekt "Maskinrummet", som Nordjyske har udgivet gennem de seneste uger.
Projektet, som den tidligere storfisker Henning Kjeldsen står bag, har fået både ros og ris med på vejen.
På den ene side har museumsprojektet fået anerkendelse for både ideen og investeringen i Skagen - interessen for at sætte penge i byens fremtid og dens attraktion kan der ikke sættes en finger på.
På den anden side har fagfolk ud i arkitektur og byudvikling korset sig over selve processen vedrørende byggeriet - samt ikke mindst det udtryk, som den kommende bygning ser ud til at få.
Kritikken har lydt, at politikerne i Frederikshavn Kommune totalt har misset muligheden for at inddrage netop skagboerne i projektet. Og at der fra politisk hold er skudt langt under målet, når det gælder om at sikre en decideret turistmagnet i national og måske ligefrem international klasse.
Med den stigende interesse for at deltage i Skagen Byting tyder alt på, at skagboerne ønsker at tage ansvaret for byens udvikling hjem til Skagen.
Nok har bytinget ikke decideret magt. Men når flere hundrede lokale i februar, marts og april samles for at diskutere udvikling og projekter, og for at skæve til positive resultater på begge dele andre steder, vil det næppe kunne undgå at sende et signal om, at her er der nogen, der ønsker at tage lokalt ansvar.
I Bytinget er det forventningen, at bølgerne kommer til at gå højt. Sådan er det, når man har en holdning og en tilknytning til sit sted og sin by. Så vil man diskutere og sælge sin ide.
Man kan kun håbe, at bølgen vil nå politikerne 40 kilometer væk i Frederikshavn.
Både når det gælder den generelle udvikling og ikke mindst etableringen af "Maskinrummet", vil det klæde det politiske flertal på rådhuset at lytte til de lokale, få nuancerne med og veje for og imod, inden der træffes endelige - og måske forhastede - beslutninger.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.