Nordjyske mener: Skal lufthavnen fortsat være vores stolthed, skal den generobre historien

Nordjylland er ikke længere landets eneste lufthavn med gratis parkering. Det er en kommunikativ udfordring, for man kan ikke være "lidt gratis".

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. <i>Foto: Lars Pauli</i>

Karen Edelmann Keinicke, chefredaktør. Foto: Lars Pauli

LEDER:Er man i udlandet, kender de fleste følelsen af at kunne varme sig lidt i anerkendelsen af fx det danske fodboldlandshold. Selvom man måske aldrig selv har været en mester i førsteberøringer, kan holdets succes godt give rank ryg og en stolthed, bare fordi man nu engang er dansker.

På samme vis har vi i Nordjylland kollektivt kunnet ranke ryggen, når talen er faldet på Aalborg Lufthavn: En sympatisk virksomhed, hvor der ikke er lange køer ved security, hvor man kan få shopping og kaffe, men uden den lange gåtur ud til en fjern gate og vigtigst: Hvor man har forstået, at kunderne ikke skal betale parkering for at kunne bruge lufthavnen.

Dén særlige omstændighed, gratis parkering, har gjort, at Aalborg Lufthavn har vakt opsigt, også langt uden for Nordjylland. Passagerer fra andre dele af landet har enten bare sukket misundeligt, eller simpelthen sat sig i bilen og benyttet Aalborg  som indgang til fjerne destinationer i stedet for Billund og Aarhus.

Gratis kan nemlig noget, ikke kun for nordjyder. Gratis kan ikke gradbøjes, der er ikke noget "men" eller plads til en fodnote. Man kan ikke være lidt gratis.

Nu er det slut med gratis parkering, meldte Aalborg Lufthavn ud i denne uge, og man kan ikke undervurdere sværhedsgraden i den opgave, lufthavnen nu står overfor.  

Selvom det "kun" drejer sig om 20 kroner i døgnet, hvilket gør Aalborg langt billigere end de øvrige danske lufthavne, er historien væk - fortællingen om gratis parkering kan lige præcis ikke bare omskrives til "lidt gratis".

Derfor kan billig parkering kommunikativt ikke sammenlignes med gratis, billig kan gradbøjes og er i øvrigt blevet det i årtier af erhvervsdrivende. Billigt kommer an på øjnene, der ser, og hvis det kun handler om at være billigere end de andre, er der mulighed for en del prisstigninger inden for dét spænd.

Det handler med andre ord ikke om de 20 kroner, men om forestillingen om, hvad prisen på længere sigt kan stige til. 

Der venter Aalborg Lufthavn en stor og utaknemmelig opgave i at få fortalt, at man stadig kan tilbyde Danmarks bedste lufthavnsoplevelse til brugerne. I dén ligning spiller nordjyderne en vigtig rolle, både som de helt oplagte og mest dedikerede kunder og som stolte ambassadører for "vores" lufthavn. 

Som nordjyde håber jeg, at holdet bag lufthavnen lykkes med opgaven. Så Nordjylland stadig kan have en lufthavn, som vel ærligt talt er lidt som en brumbasse. Den burde egentlig ikke burde kunne eksistere på det niveau, når man ser på dens geografiske placering. Alligevel har den i årtier ikke blot holdt sig selv, men også et utal af rejselystne jyder på vingerne - på trods af en placering i Jyllands nordligste hjørne.

Brumbassen har fortjent at flyve videre.

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Nordjyskes holdning.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.