Nordjyske mener: Sverige tæt på undtagelsestilstand. Bander har magten

For den bandekrig, der har plaget broderlandet i adskillige år, er eskaleret i en grad, der kun kan kaldes faretruende. Titusindvis af særdeles voldsparate - stort set alle unge af anden etnisk herkomst end svensk - har kastet det tidligere så fredelige land ud i en voldskrise, der er uden sidetykke i moderne nordisk historie.  

Krigen handler især om to ting: Narko-markedet og ære.

- Vi har ikke haft den situation, vi har nu, siden 1945. Det er en farlig tid nu, lød det i sidste uge fra chefen for efterretningstjenesten i den svenske Region Midt, Jale Poljarevius. 

At efterretningschefen har ret blev med al uønsket tydelighed understreget i denne uge. Mandag aften eksploderede en bombe i en boligblok i Stockholm-forstaden Hässelby, tidligt tirsdag morgen blev facaden på en etageejendom i provinsbyen Linkøbing sprængt i stykker. 

I løbet af september har der været talrige bombeattentater - og endnu flere skudepisoder. Syv mennesker er blevet skuddræbt - et 13-årigt bandemedlem blev henrettet i en skov, en 60-årig kvinde likvideret, da hun åbnede sin hoveddør. Kvinden var mor til en fjende af den kurdiske ræv, og med det mord eksploderede konflikten. 

 Men det er ikke kun antallet af bomber og skud, der bekymrer svenskerne. 

Tidligere har langt de fleste episoder fundet sted i de hårdt belastede forstæder omkring de store byer, og vanlig Svensson m/k kunne leve uden den store risiko for pludselig at havne midt i et skyderi. 

Det har ændret sig. Nu bliver der skudt midt om dagen, og gerningsmændene tager ingen hensyn. Der har været skyderi i indkøbscentre, på togstationer og inde i restauranter. 

I sidste uge gik en mand ind på et værtshus i den lille nordsvenske by Sandvirken og skød løs. Da han forlod stedet lå der flere sårede og to dræbte - heriblandt en 70-årig blind mand. 

Gerningsmanden er stadig ikke fundet, men ligner han den seneste trend, er der nærmere tale om en gerningsdreng, for i stadig stigende grad er det unge, der får ordre på at slå ihjel.  

Myndighederne synes at se magtesløse til.  

Der er i dag cirka 30.000 bandemedlemmer i Sverige, og tilgangen synes ustoppelig. Omvendt har svensk polis 22.627 betjente og - forståeligt nok - svære rekrutteringsproblemer. 

Onsdag holder regeringen krisemøde, men med al overvejende sandsynlighed kommer det ikke til at ændre noget. 

I sidste uge var det Rådet mod organiseret kriminalitet, der holdt møde om krisen, og efterfølgende lød det fra justitsministeren Gunnar Strömmer, at nu skal der mobiliseres på den kriminalitetsbekæmpende indsats sammen med den kriminalitetsforebyggende indsats. 

Den slags siger ministre, når de reelt ikke ved, hvad de skal stille op, og det ved den svenske regering tydeligvist ikke. De har forsøgt at stramme retspolitikken - øget overvågning, strengere straffe og en sænkning af den kriminelle lavalder er enten indført eller bliver det snart. 

Men også her er Sverige kommet for sent i gang, og Sverige er i overhængende risiko for at ende som et land, hvor frygten styrer og hjemmene må hegnes ind.