Nordjyske mener: Tusindvis af nordjyder har intet alternativ til bilen. Stop med at udskamme dem

Transportministerens nye kommission burde nærmere se på, hvordan de såkaldte yderområder kan hjælpes uden nævneværdig offentlig transport

Lederskribent Anders Sønderup.   <i>Foto: Lars Pauli</i>

Lederskribent Anders Sønderup.   Foto: Lars Pauli

Vi har snakket utrolig meget om offentlig transport i lang tid. 

Alle ved godt, at det er en synd - godt nok af de mindre, trods alt - at tage bilen. Helt galt er det hvis bilen er en ældre diesel-drevet model. 

Skal den grønne samvittighed ikke blive sort, skal vi tage cyklen, bussen eller toget. 

Vi ved det, fordi politikere, interesseorganisationer og senest Greta Thunberg har sagt det i en uendelighed.

Den nye regering er ingen undtagelse - den vil, fremgår det af regeringsgrundlaget, arbejde på at understøtte busdækningen for både byer og yderområder.

Der skal endda nedsættes et ekspertudvalg, der skal komme med en ny struktur for busbetjening i Danmark.

Noget når eksperterne selvfølgelig frem til, men det vil kræve et mindre mirakel om udvalget skal få løst de indlysende problemer med offentlig transport i de såkaldte yderområder. 

Her er offentlig transport på vej til at køre i grøften, og det er mere end vanskeligt at se, at noget ekspertudvalg kan ændre på det. 

For det er en branche i knibe. Færre passagerer, dyrere brændstof og inflation er årsagen til underskuddet. 

Nu er der så risiko for, at endnu flere dropper at tage bus eller tog. 

Søndag steg billetpriserne hos både DSB, Nordjyllands Trafikselskab og alle andre trafikselskaber. At de i gennemsnit kun blev hævet med 4.9 procent skyldes alene, at det er det maksimale ifølge loven. Men trafikselskaberne håber, at politikerne siger ja til, at de i løbet af foråret må hæve prisen med yderligere ti procent. 

Prisstigningerne er der ikke så meget at sige til - nogen skal jo betale regningen, og i sidste ende er der kun tre muligheder.  Enten betaler passagerne eller også må staten eller kommunerne tage regningen. Staten gør det ikke - på Christiansborg synes der kun at være overskud af fine ord - og kommunerne har ikke pengene. 

Det er vanskeligt at bebrejde de nordjyske kommuner, at de ikke sender flere penge afsted.  Ingen nordjyske kommuner kører med et budget, hvor der let kan findes de nødvendige millioner - tværtimod vil de skulle findes steder, der virkelig gør ondt på andre. Det kommer ikke til at ske. Ingen politikere vil lukke skoler eller skære i hjemmehjælp til fordel for en busrute, kun få benytter sig af. 

Tiden må snart være til en erkendelse af, at offentlig transport kun er en reel mulighed i og mellem større byer.  Det er kun her, at der kan skabes en nogenlunde rentabel forretning. 

I yderområderne vil busserne uundgåeligt køre med underskud, og afgangene vil være så få at kun få vil kunne bruge dem til noget. 

Derfor burde transportministerens nye kommission nærmere se på, hvordan de såkaldte yderområder kan hjælpes uden nævneværdig offentlig transport. 

Allerede i dag bor mange tusinde nordjyder steder, hvor offentlig transport ikke kan bruges til ret meget. Måske kommer der en skolebus, ind i mellem kan der bestilles en flex-tur, men det er ikke noget, der kan bruges i hverdagen. 

Her er der intet reelt alternativ til bilen, og med mindre kommissionen kommer op med en ide, ingen nogensinde har tænkt på før, så vil det fortsat være sådan. 

Forhåbentlig tager kommissionen en tur til yderområderne, og ser på de faktiske forhold inden de skriver strukturforslaget. 

I hvert fald er der ingen grund til, at de kommer med endnu en udskamning af dem, de tager bilen, fordi de ikke har andre muligheder. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.