Nordjyske mener: Vi er midt i historiens største dopamin-eksperiment

Du og jeg – og ikke mindst vores børn – befinder os midt i et stort eksperiment, hvis lige ikke er set tidligere i historien. Det gælder noget så kostbart og grundlæggende vigtigt som vores hjerner.

Mere præcist handler det om belønninger. Aldrig er vi blevet belønnet så meget som nu. Hele tiden. Det lyder umiddelbart meget positivt, men skyggesiden er betragtelig.

Dopamin er hjernens belønningsstof. Det virker opkvikkende og giver os velvære. Hos urmennesket sørgede det for, at vi blev belønnet for at være opmærksom på ting, der kunne hjælpe til vores overlevelse. Reproduktion, føde og opmærksomhed på farer og muligheder. Signalstoffet udløses stadig af både sex, motion og mad, men i dag blandt meget andet også af spil, sejre og misbrug af alkohol og stoffer.

Og så af brugen af sociale medier og de konstante notifikationer på mobilen. De tapper nemlig ind i mekanismer, som er evolutionært kodet i os for overlevelse: At holde sig orienteret og at holde sammen. Derfor udløses der dopamin, når vi tjekker mobilen for den seneste opdatering, får et notifikations-pling eller ser et lille, rødt badge, der lover nyt, hvis bare vi trykker på ikonet.

Men hvad sker der, når dopaminen øges? Forskning har vist, at øget dopamin-produktion associeres med psykotiske symptomer ved både skizofreni og bipolar sygdom, ligesom blandt andet ADHD forbindes med internetafhængighed.

Endelig påvirker det vores evne til behovsudsættelse negativt, når vi aldrig behøver vente på dopamin. Når vi straks, vi skal vente 30 sekunder på bussen, kaffeautomaten eller noget andet stærkt udfordrende for vores tålmodighed, trækker mobilen frem og får et fix. Det er i den sammenhæng interessant, at andre studier tidligere har vist, at en af de største faktorer til at forudsige succes i livet er evnen til behovsudsættelse.

Vi befinder os altså midt i verdenshistoriens største dopamin-eksperiment. Sandsynligvis med dårligere koncentration og indlæringsevne samt psykiske udfordringer til følge.

Nu skal dette ikke læses som et maskinstormer-manifest mod teknologien. Jeg sætter enorm pris på alle de fordele og muligheder, den giver, og ikke mindst på alle de problemer, den løser. At man kan operere mennesker i hjernen uden at gøre skade, udbrede livsforandrende viden, understøtte gode fællesskaber og blive mindet om pakken, der skal hentes i Brugsen.

Men dette er også et tilståelsesskrift: Jeg bliver også suget ind i mobilen og er nødt til at sætte effektive barrierer op for at bremse min brug. Slå alt andet end absolut nødvendige notifikationer fra – og hvad er det overhovedet? Flytte SoMe-apps til anden eller tredje hjemmeskærm, så automat-vanerne ikke får startet for et hurtigt dopamin-fix. Måske endda placere eneste oplader ved indgangsdøren og – aarrhggh – lade mobilen blive der?!?

Det er et stort eksperiment. Vi ved ikke, hvad der sker. Måske tilpasser vi os bare mere dopamin og kortere opmærksomhedsspænd. Måske bliver det den vigtigste parameter for at være succesfuld på fremtidens arbejdsmarked: At kunne overskue og koncentrere sig om problematikker i mere end nogle minutter ad gangen – eller måske viser det sig, at små koncentrerede bobler af koncentration i fællesskab virker endnu mere effektivt?

Pointen er, at vi ikke aner det. Og først lige er ved at blive opmærksomme på det, her mere end 15 år efter introduktionen af den første iPhone. At vi er nødt til at blive mere bevidste om, hvad det er, vi står midt i.

Verden er fuld af bagklogskab og sætninger a la "vi vidste ikke bedre". Tænk asbest, sikkerhedsseler, ftalater, PFOS og et utal af andre eksempler.

Det store dopamin-eksperiment skal ikke dømme skærmene ud, men vi skal blive mere bevidste om, hvornår og til hvad vi bruger disse kraftfulde teknologier.

Sendt fra min iPhone.