Lederkabale går snart op

Alle distriktslederstillinger besat i løbet af få uger

Ældreforhold 21. september 2007 06:00

REBILD: Indtil videre har 2007 været et noget turbulent år på ældreområdet i Rebild Kommune med utilfredse social- og sundhedsassistenter, underskud på budgetterne og flere distriktsledere, der har sagt op. Senest har lederen i Skørping valgt at gå på efterløn fra udgangen af oktober. Nu lader det til, at lederkabalen snart går op, så der forhåbentligt kan falde ro over den del af ældreplejen. - Vi har besat stillingerne i Bælum og den nye udegruppe i Støvring. Stillingen i Nørager er genopslået, og der er noget på vej, som vi arbejder på, siger afdelingschef Benthe Hansen i Rebild Kommune. - Stillingen i Skørping skal naturligvis også besættes, og der er også noget undervejs, siger Benthe hansen, der håber, at ledergruppen er fuldt besat i løbet af kort tid. Dermed kan forvaltningen endelig komme videre efter et halvt år med flere opsigelser og omstrukturering af ældreplejen i Rebild. - Det possitive er, at udskiftningerne sker nu. Nu ser det ud til, at holdet er på plads, og så skal vi i gang med et lederudviklingsforløb, som alle ledere skal igennem, siger Benthe Hansen, der i øjeblikket arbejder på at sammensætte udviklingsforløbet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...