Lederkrisen rammer også DGI Nordjylland

Henning Hansen
Sø­ren Kon­ne­rup op­ford­rer klub­ber­ne til at tæn­ke i nye ba­ner.
Nørresundby 21. marts 2007 05:00

NØRRESUNDBY: Mangel på frivillige ledere ligner en tikkende bombe under foreningsidrætten, og DGI Nordjylland går ikke ram forbi. På årsmødet i aftes i Nørresundby Idrætscenter var der lagt op til at reducere bestyrelsen fra ni til syv medlemmer. - Det skyldtes i første række, at vi har haft meget svært ved at finde afløsere for de fire bestyrelsesmedlemmer, der ikke ønskede at fortsætte. Vi har haft kontakt til 35-30 emner, siger formanden Søren Konnerup. På selve årsmødet dukkede dog en ny kandidat op, og i det kommende år vil bestyrelsen bestå af otte medlemmer. - Dette antal gør det nødvendigt, at vi aftaler en forretningsorden på vores første bestyrelsesmøde, konstaterer Søren Konnerup. Han peger på motionscentre og golfbaner som hårde ”modstandere”, samtidig med at mange udøvere i stigende grad selv ønsker at bestemme tid og sted for deres udfoldelser. Fornuft før følelser - Vi må erkende, at samfundsudviklingen ikke favoriserer foreningsidrætten, og vi må tænke og reagere anderledes for at trække nye frivillige ledere til. Det handler om at skære arbejdsopgaverne ud i mindre bidder, så folk ikke føler, at de afleverer det halve af kroppen, når man blot beder dem om at række en lillefinger... Den nordjyske DGI-formand opfordrer klubberne til at vægte fornuft højere end følelser. - Hvis en by tæller tre-fire foreninger, kunne ressourcerne uden tvivl udnyttes bedre ved at samle kræfterne i én klub. De fire bestyrelsesmedlemmer, der stoppede i aftes, var næstformanden Palle Fogh, Aars, Kirsten Jakobsen, Hobro, Esben Kappel, Fjerritslev, og Margit Oien, Dybvad. Anne Dorthe Bjerrum, Hobro, overtog næstformandsposten, mens Steen Bjørn Pedersen, Pandrup, Lars Larsen, Aabybro, og Margit Mølbak Ringkjøbing, Hjørring, blev nyvalgt til bestyrelsen. Frank Mogensen fra Hirtshals Badmintonklub blev hædret med ungdomslederprisen på årsmødet, der samlede 150 deltagere fra 30 klubber. DGI Nordjylland tæller ca. 150.000 medlemmer, fordelt på 600 foreninger.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...