Lederskifte hos Læsø Kur

Efter knap to år som direktør for Læsø Kur har Bent Bjørn besluttet at smide håndklædet i ringen.

Bent Bjørn ser sig ikke længere i stand til at leve op til Læsø Fondens økonomiske forventninger for Læsø Kur.

Bent Bjørn ser sig ikke længere i stand til at leve op til Læsø Fondens økonomiske forventninger for Læsø Kur.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bent Bjørn har meddelt bestyrelsen for Læsø Kur og Læsø Fondens formand, borgmester Thomas Olsen, at han ønsker at stoppe med udgangen af april. Over for bestyrelsen har Bent Bjørn tilkendegivet, at han ikke kan indfri de forventninger, som Læsø Fonden har til økonomiske resultater i Læsø Kur. - Med den nuværende konstruktion omkring Læsø Kur ser jeg mig ikke i stand til at skabe resultater, der giver plus på bundlinien, lyder det fra Bent Bjørn, der blev bedt om at overtage ledelsen af kurcentret midlertidigt i juli 2010. Siden har han dels gennemført en sparekurs med reduktion i omkostninger til personalet, dels medvirket til at skabe større lokal opbakning med billigere entrebilletter og til at kommercialisere kurcentret uden for øen. - Alle medarbejdere i Læsø Kur har gjort en fantastisk indsats i 2011. De ansatte kan ikke presses mere. Den fleksibilitet, de udviser, er beundringsværdig og samtidig er det meget tilfredse kunder, der forlader centret, hævder Bent Bjørn. Han understreger, at han ikke kan medvirke til yderligere personale besparelser, hvis Læsø Kur skal opretholdes i den nuværende form som en kombination af velvære-center, psoriasis-behandling og måske snart også behandlingssted for KOL patienter. Fremskridt - I de snart to år, jeg har stået i spidsen for Læsø Kur, er omfanget af psoriasisbehandling tredoblet. Det er stadig meget langt fra det, der blev spået i den såkaldte bæredygtigheds-analyse af kurcentret fra 2008. Fremgangen skyldes selvfølgelig de gode behandlingsresultater og tilfredshed blandt patienterne, men også, at der nu tages imod psoriasis-patienter hele året. Det er vigtigt, at Læsø Kur kan tage imod psoriasispatienter, når de har brug for det - og det er ikke mindst sent efterår og i forårsmånederne. Bent Bjørn glæder sig over, at langt flere læsøboere i dag benytter sig af kurcentrets faciliteter og flere køber måneds- og kvartalskort. Dagsbilletten til 50 kroner fra februar til april har også givet flere gæster. - Men i det store regnestykke batter det ikke, at der kommer 5-10 læsøboere om dagen til en halvtredser. Det dækker ikke engang huslejen til Læsø Fonden på 400.000 kroner om året og endnu mindre energiudgiften på det dobbelte, fastslår han. Han oplyser endvidere, at driftsresultatet i 2011 blev forbedret med knap en halv million kroner i forhold til 2010 - hvilket er væsentligt mindre end forventet. - Den samlede omsætning ville være faldet, hvis der ikke havde været en betydelig fremgang i psoriasisbehandlinger, tilføjer han. Det er Bent Bjørns indtryk, at Læsø Kur har stor betydning for vækst i detailhandel og turistrelaterede virksomheder på øen. - Mange gæster fra fastlandet har i hvert fald været glade for, at Læsø Kur i det mindste har været åbent, mens andre har lukket ned i lavsæsonen. Derfor håber jeg, at bestyrelsen og Læsø Fonden finder løsninger, der sikrer helårsdrift af Læsø Kur. Bent Bjørn bliver dog ikke arbejdsløs. Han er fortsat medlem af kommunalbestyrelsen, viceborgmester og ordfører for udvikling og erhverv.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.