Ledige enlige kvinder i Skagen kan ikke tage ledige jobs

- Der mangler pasningsmuligheder til børnene, siger skagbo

SKAGEN:Skagen Kommune mangler social- og sundhedshjælpere. Det er ikke et højstatusjob. Lønnen er lav og arbejdstiden er skæv. Sjældent er det et fuldtidsjob. Problement blev skitseret på socialdemokraternes generalforsamling. Søren Kjellberg foreslog omskoling af overtallige medarbejdere i fiskeindustrien til jobs som hjemmehjælpere i kommunen. Det er en løsning, som umiddelbart synes rigtig og logisk. Hanne Welander kunne imidlertid fortælle, at mange slet ikke har mulighed for at tage job som social- og sundhedshjælper - også selvom de gerne vil. - Mange af dem er enlige mødre. De kan ikke påtage sig arbejde om aftenen eller i weekenden, for de har ingen pasningsmuligheder til deres børn, sagde Hanne Welander, der opfordrede til i det mindste at give social- og sundhedshjælperne en ordentlig løn. De fleste af disse kommunale jobs er tilmed kun på 15-25 timer. Det kan ingen leve af. Socialdemokraterne blev derfor eninge om at ønske flere fuldtidsstillinger i hjemmeplejen og at sikre bedre pasningsmuligheder, for eksempel med døgnåbne institutioner.