Ungdomsuddannelser

Ledige får nej til uddannelse - skoler mister millioner

Stram aftale med staten tvinger AF til nægte ledige en uddannelse - det koster erhvervsskolerne dyrt.

AALBORG:Mange nordjyder vil gå forgæves resten af året, hvis de beder Arbejdsformidlingen om uddannelse. For den stramme kvote for uddannelse, som AF Nordjylland har aftalt med Arbejdsmarkedsstyrelsen, er tæt på at være brugt op. - Vi har været for flinke til at give ledige uddannelse indtil nu. Derfor er vi nødt til at bremse op, siger sekretariatschef Henrik Christensen, AF Nordjylland. Konsekvensen er, at de ledige i stedet tilbydes jobtræning resten af året. Og de erhvervsskoler og uddannelsessteder, som skulle give ledige et kursus eller en uddannelse, mister kontrakter for millioner af kroner. Alene hos AMU Nordjylland i Aalborg forventer centerchef Per Andersen, at uddannelsesstoppet vil koste 3,5 til 4 millioner kroner. Hos Aalborg Tekniske Skole regner vicedirektør Kirsten Holmgaard med et tab på 2,5 millioner kroner, mens Aalborg Handelsskole mister op mod 200 kursister. Alle steder overvejer ledelsen nu, hvordan budgettet kan strammes. - Det har helt klart konsekvenser for os. Og de ledige i Nordjylland kommer også til at mærke det her, siger forstander Per Christian Jensen fra kursusafdelingen på Aalborg Handelsskole. Han forventer, at mange ledige vil blive stoppet i deres forsøg på at komme tilbage på arbejdsmarkedet. For der findes ikke tilstrækkeligt med arbejdspladser, hvor de kan komme i jobtræning. - Og man kan heller ikke skille jobtræning og uddannelse, sådan som AF gør i dag. De to ting hører sammen. Uden uddannelse så kan det være svært at komme i jobtræning, lyder vurderingen fra forstanderen. Regeringen skurk Hos AF Nordjylland erkender Henrik Christensen, at det er svært at sende folk i jobtræning. Alligevel forsøger AF nu at få flere kommuner og private arbejdsgivere med på ideen. - Vi skriver netop nu til samtlige kommuner i Nordjylland og tager også fat i flere private arbejdsgivere, fortæller sekretariatschefen. Og han afviser samtidig, at nye ledige vil blive nægtet uddannelse resten af året. - Hvis en person står med et job i hånden og mangler nogle ugers uddannelse for at få stillingen, så stiller vi os selvfølgelig ikke i vejen. Det ville være dumt. De uddannelsessteder, som NORDJYSKE har talt med, siger samstemmende, at skurken i denne sag er Arbejdsmarkedsstyrelsen og i sidste ende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen. - Det er et problem, at man vælger at styre indsatsen over for de ledige så stramt, at man ikke tager hensyn til, at mange i en periode har brug for uddannelse. Derfor løber kassen tom for penge til uddannelse, mens AF sandsynligvis vil få problemer med at bruge alle pengene til jobtræning, fordi de ikke kan finde pladserne. Det er tosset, mener vicedirektør Kirsten Holmgaard fra Aalborg Tekniske Skole. Det har ikke været muligt at træffe Claus Hjort Frederiksen for en kommentar. Men han har tidligere udtalt, at de enkelte AF-regioner har et stort ansvar for at administrere den mængde af uddannelse, som der er mulighed for at give. Og i forbindelse med en lignende sag fra Århus Amt understregede ministeren for få uger sigen, at jobtræning er det vigtigste instrument i kampen mod ledighed. Jobtræning virker - og kun dem, der virkeligt har gavn af uddannelse skal have det, er regeringens politik.