Ledige har udsigt til dage uden dagpenge

Det er prisen for mere fleksible regler

Arkivfoto
Danmark 29. september 2015 06:46

DANMARK: Selve dagpengesatsen er fredet, men ledige står til at skulle acceptere enkelte dage uden ret til dagpenge.

Det kan meget vel være en del af prisen for et nyt dagpengesystem med mere fleksible regler for at genoptjene ret til dagpenge og udskyde fristen for, hvornår ledige ryger ud af dagpengesystemet. Det erfarer Finans fra en række centrale kilder.

Samtidig har nyuddannede udsigt til at få en lavere dagpengesats. Den såkaldte dimittendsats er i dag på 82 pct. af den egentlige dagpengesats, men Dagpengekommissionen diskuterer, om dimittendsatsen skal sættes ned med 3, 4 eller 5 procentpoint. Til gengæld ser tidligere overvejelser om at give nyuddannede karens ud til at være opgivet.

Det vil ifølge Finans’ kilder være hovedfinansieringselementerne, når Dagpengekommissionen afleverer sine anbefalinger den 19. oktober.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...