Ledige i kø til uddannelse

Der er dobbelt så mange elever på VUC i Brovst som i fjor. - Jammerbugt omstiller sig, forklarer leder.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Pernille Borup Hansen, nyansat lærer på VUC i Brovst, har travlt med at pakke bøger og materialer ud til kursisterne, som står på spring til at blive opgraderet. Foto: Martin Damgård

Der er stor trængsel på voksenuddannelsescentret VUC Nordjylland i Brovst, hvor ledige står i kø for at blive opgraderet, efter at de har mistet deres arbejde eller er sendt på arbejdsfordeling fra virksomhederne i Jammerbugt. - Det er helt vildt for øjeblikket, og nu har vi akutte pladsproblemer. Vi er nødt til at leje mere plads, fortæller lederen af VUC's Jammerbugtafdeling, Jens Jørgen Guldberg Madsen. - Vi har dobbelt så mange kursister som i fjor, målt på timer. I personer er det 1500 mod 1000 sidste år, men rigtig mange skal have flere fag, hvor der før har været mange med enkeltfag, forklarer han. - Det handler i høj grad om at folk skal have opgraderet de grundlæggende fag, dansk, matematik og it, og for en del er det meget nyt at være på skolebænken igen. Mange har ingen uddannelse ud over folkeskolens afgangsprøve, og nogen er endda gået ud af 7. klasse. - Nu kan vi for alvor se, at borgerne i Jammerbugt omstiller sig fra at lave ting med hænderne til de nye tider, hvor man skal bruge hovedet meget mere, som Jens Jørgen Guldberg Madsen siger. - Rigtig mange har problemer med at læse, skrive og regne, og der er også en stor gruppe decideret ordblinde, som vi laver særlige målrettede kurser for, både i Brovst og i Fjerritslev, forklarer han. - Men vi oplever stort gåpåmod, som hos en ufaglært, der efter at have været hjemme og tale med sin kvinde har meldt sig til HF og bagefter vil læse til ingeniør. Økonomisk er de voksne under uddannelse sikret gennem SVU, Statens Voksenuddannelsesstøtte, som ligger på niveau med højeste dagpengesats. VUC Nordjyllands Jammerbugtafdeling har til huse både i Brovst, Fjerritslev og Aabybro i lejede lokaler, alle sammen tilhørende Jammerbugt Kommune.