Ledige igen jaget vildt

Så er de arbejdsløse igen jaget vildt! Nu er de supplerende dagpenge en torn i øjet på arbejdsgiverne.

Perioden, hvor man som deltidsledig skal kunne modtage supplerende dagpenge, skal begrænses fra 52 til 13 uger, mener Dansk Arbejdsgiverforening. Og beskæftigelsesministeren har beskyldt ledige og virksomheder for at misbruge ordningen, som han mener er for lukrativ. Der er vist ingen tvivl om, at vi kan vente et snarligt politisk udspil om at begrænse adgangen til supplerende dagpenge. Det er angivelig mangel på arbejdskraft, der får arbejdsgiverne ¿ og beskæftigelsesministeren ¿ til at rykke i felten mod de deltidsledige. Men man skal ikke glemme, hvorfor behovet for supplerende dagpenge opstår. Det skyldes alene arbejdsgivernes egen manglende vilje til at oprette job på fuld tid. Hvis arbejdsgiverne tilbyder deres deltidsansatte medarbejdere flere timer, er der jo ikke brug for dagpenge til at fylde kassen op, vel? Og samtidig får arbejdsgiverne opfyldt behovet for flere hænder. Hvor svært kan det være? Hvis arbejdsgiverne vil af med de supplerende dagpenge, så må de tilbyde job på fuld tid! I øvrigt passer det ikke, at deltidsledige bare bliver hængende på supplerende dagpenge og fører ¿ med beskæftigelsesministerens ord ¿ et ganske ¿behageligt liv¿. I takt med den stigende beskæftigelse er antallet af modtagere af supplerende dagpenge faktisk faldet fra 160.000 i 2003 til 125.000 i 2006. Og tallene vil sikkert vise yderligere fald i 2007. At begrænse adgangen til supplerende dagpenge rammer i øvrigt arbejdsgiverne selv. For eksempel vil de miste mange af de omkring 3000 HK-medarbejdere med frigørelsesattest, der ikke længere har råd til at tage de deltidsjob, arbejdsgiverne tilbyder dem. Og det bliver svært at få ledige til vikararbejde, afløserjobs eller til assistance i spidsbelastninger.