Ledige ingeniører skal lære at begynde selv

AALBORG: Den store ledighed blandt ingeniører får nu Ingeniørernes A-kasse, Ingeniørforeningen i Danmark og Skørping MindPark til i fællesskab at tilbyde et kursus i start af højteknologiske forretningsaktiviteter. Kurset er rettet mod ledige ingeniører i Nord-, Midt- og Vestjylland, og det foregår i dagene fra 8. til 19. marts, oplyser konsulent Kurt Høgh Paasche fra Ingeniørernes a-kasse i Aalborg. Han fortæller, at kurset tager udgangspunkt i de udfordringer, man kan møde ved start af en højteknologisk virksomhed. Således vil deltagerne blandt andet lære om forretningsplaner, økonomistyring, markedsføring og hvordan man trækker på innovative miljøer. Desuden er der en afdeling om juraen ved valg af selskabstype og om at beskytte sin ide. - Det kan være meget en krævende proces at få sine gode ideer omsat til reelt indhold, og derfor kan deltagerne på kurset også trække på LSI Mentor Forum, som er et netværk af erfarne ingeniører, enten selvstændige eller med ledelseserfaring. På den måde har deltagerne langt bedre mulighed for at afprøve deres tanker og idéer, fremhæver Kurt Høgh Paasch. -junk