Ledige skal under ét tag

LO Brønderslev efterlyser nytænkning og visioner i nyt projekt

Arbejdsløshed 4. juli 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Brønderslev Kommune arbejder lige nu på at oprette et Arbejdsmarkeds- og uddannelsescenter i Brønderslev. Et center, der skal samle hele den kommunale aktiveringindsats under et tag. Arbejdsmarkedets parter er på et møde i maj præsenteret for planerne, og LO Brønderslev er skeptisk overfor initiativet. De efterlyser kvalitet i tilbuddet til de ledige og mener fokus i projektet er rettet for meget på mursten frem for indhold. - På mødet blev der stillet nogle kritiske, uddybende spørgsmål og fremsat konstruktive ideer til forbedring af socialudvalgets oplæg. Initiativet er på nogle områder spændende, men det mangler også visioner og kvalitet i tilbuddene til de ledige, hvis det for alvor skal løfte deres muligheder for at få beskæftigelse på det ordinære arbejdesmarked. Og det er vel målet. Sådan lyder medlingen fra LO's formand Kurt Kristensen samt næstformand Kjeld Eduardsen. - En flytning af de igangværende tilbud ændrer ikke ved indsaten. Der skal nytænkning ind i projekterne. Og her må etableringsomkostninger ikke sluge alle midler, der skal være penge til indsatsen overfor de ledige, så deres kompetence får et reelt løft og dermed bedre chancer for at få beskæftigelse efterfølgende, mener LO-folkene. - Oplægget er en tynd kop te. Det er som om, det bare er et parkeringssted for de ledige. Næsten alle de aktiviteter et sådan center skal rumme har vi i forvejen - der er bare spredt i byen, siger Kurt Kristensen og nævner Springbrættet, rengøringspatrulje og haveservice som eksempler. - Vi har brug for kvalitet. Vi er ikke imod et center, hvor folk opkvalificeres - men der skal være kød på tilbuddet, understreger Kjeld Eduardsen. Planen er at projektet skal drøftes i byrådet på september-mødet, og LO-folkene oplever, at tiden er knap. - Vi er interesseret i at få så megen tid og mulighed for at diskuterer planerne, inden den endelige beslutning tages for at gøre tilbuddet så godt som muligt. Skal det blive en succes er kvaliteten afgørende, understreger de.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...